2013: Dragens år

Om lidt sparker damerne Team Tvis Holstebros 2014 i gang i Randers. Inden da er det på sin plads at dvæle lidt ved 2013, hvor TTH høstede metal som aldrig før.

Når TTH’s damer i aften går på banen i Randers er det som danske vicemestre. Og det er kun en af grundene til at 2013 blev et historisk godt år for TTH.

Metal på stribe
Selvom DM-sølvmedaljen var den første til kommunen siden 1983, står Miraklet i Metz som årets præstation for TTH. På fabelagtig vis forvandlede damerne et femmålsnederlag på hjemmebane til en samlet sejr på et mål i Metz, hvor champagnen for længst var lagt på køl i den propfyldte, gulklædte arena.

Kristina “Mulle” Kristiansens jubelscene blev kåret til årets bedste til Sport 2013 på DR og der blev også jublet i Holstebro og omegn, hvor en sand håndboldrus rejste sig.

Herrerne lagde brænde på bålet en uge efter damernes triumf i Metz. Ved EHF Cup-finalestævnet i Nantes slog TTH de kompetente tyskere fra Frisch auf Göppingen med 28-27 i bronzekampen og sikrede TTH den anden medalje i 2013.

Desværre var herrerne lagt fra danske medaljer, da slutspillet kiksede selvom holdet havde vist fin form ved at sætte ny pointrekord i grundspillet. 35 point hentede herrerne i grundspillets 26 kampe.

Sæsonens sidste medalje blev hentet i Ikast, hvor TTH’s damer måtte sande at de ikke kunne løbe fra FCM, som de ellers havde haft fornøjelsen af at slå ud af EHF Cup. Hvidklædte vestjyder mødte talstærkt op, men kunne ikke giver dragedamerne de ekstra kræfter de havde brug for, hvis de skulle være mestre. Og selvom skuffelsen var stor den aften i Ikast, var glæden over en sæson, der gik over al forventning, dog større.

Malurt i bægeret
Udenfor banen lurede der dog en slange midt i succesen. I slutningen af 2012 luftede TTH-direktør Jakob Jørgensen tanken om at droppe dameholdet for at få økonomien til at hænge sammen. Den prøveballon blev dog hurtigt skudt ned af baglandet og bestyrelsen fik fundet en løsning, så enderne kunne mødes.

Lige inden jagten på metal gik ind i den afgørende fase kom det frem at en del af løsningen var et nyt navn til klubben. Bestyrelsen mente at et navn med mindre Tvis og mere Holstebro ville være mere spiseligt for sponsorerne og dermed skaffe flere kroner i kassen.

Der tegnede sig dog hurtigt et billede af, at der det var byrådet, med borgmester H.C. Østerby i spidsen, der pressede mest på for en navneændring. Den skulle være betalingen for et hævet sponsorat og der var endda sat et engangssponsorat på 300.000 kr. af til nye skilte, brevpapir, merchandise m.v.

Bestyrelse og byråd måtte dog sande at man ikke piller ved arvesølvet uden at tage baglandet i ed. Over 1000 fans støttede op om Flammens Bevar Team Tvis Holstebro-kampagne på Facebook, som sammen med læserbreve, løbesedler og opmærksomhed fra pressen fik rejst en debat om bestyrelsens beslutning. Det blev skåret ud i pap, at TTH ikke tilhører bestyrelse, sponsorerer, morderklubber eller byråd. TTH tilhører os alle. Og skal noget helt centralt som navnet laves om, skal alle tages i ed.

I sidste ende besluttede bestyrelsen at droppe navneændringen, i hvert fald for et år. Det er svært at forestille sig at idéen dukker op igen til foråret. Og mon ikke H.C. Østerby var temmelig ligeglad med tilbagetoget i navnesagen, da han kunne modtage prisen som “Årets Idrætskommune” på vegne af Holstebro, en pris, som TTH vel også har sin andel i.

Et nyt 2013?
Team Tvis Holstebros hold har fortsat forårets gode arbejde i efteråret. Begge hold røg ganske vist ud af pokalturneringen – damerne til DHF, herrerne til GOG. I ligaen er det til gengæld gået efter planen.

Herrerne er nr. fire i ligaen og har en god mulighed for at slå sidste sæsons pointrekord i 2014. Desværre spiller de ikke europæisk, så der er kun et skud i bøssen hvis der skal mere metal i pokalskabet på herresiden i denne sæson.

Damerne ligger ligeledes nr. fire og med en sejr i aften kan de endda komme op på en delt førsteplads i ligaen. I europæisk sammenhæng fik damerne en skidt debut i Champions League og skal i stedet spille Cup Winners Cup. Her er Viborg HK næste opgave på vejen mod mere metal til pokalskabet.

Godt nytår – og skål for et godt Dragens år!