TTH mod TTH

Team Tvis Holstebro indledte 2014 med et krystalklart nederlag i Randers, hvor den største modstander så ud til at være TTH selv.

Team Tvis Holstebros damer fik en skidt start på 2014. Holdet blev nærmest klædt af i Randers, hvor det var som om vestjyderne var deres egne største fjender. Spillet hang dårligt sammen, skud og afleveringer sad slet ikke hvor de skulle.

Vestjyderne kunne hverken score på kontra eller i det etablerede angrebsspil – kun syv mål blev det til i de første 30 minutter, mens værterne scorede 16. Anden halvleg vandt TTH med et enkelt mål, men det var kun et lille plaster på såret. Kampen sluttede 25-17.

Sandra Toft var tilbage i målet, men det var hendes kollega i den anden ende, Stine Bonde, der stjal opmærksomheden med en redningsprocent på den pæne side af de 50. TTH gav hende dog også fine arbejdsbetingelser med mange skud i chokoladehøjde.

Med nederlaget blev det Randers, der snuppede ligaens førsteplads. Der er dog kun tre point derop, mens der er syv point ned til nr. seks, Vejen, som besøger arenaen på søndag.

Inden da har Niels Agesen heldigvis næsten en uge til at få spillet på plads.