Det hedder Team Tvis Holstebro – og det skal det blive ved med!

Team Tvis Holstebros bestyrelse pønser på at ændre klubbens navn, så “Holstebro” bliver en mere fremtrædende del af navnet. Det sker for at tækkes sponsorerne, bl.a. Holstebro Kommune, der mener at klubben skal knyttes endnu stærkere til Holstebro end tilfældet er i dag. Det er en dårlig idé, som må og skal bekæmpes.

  •  
  •  

Team Tvis Holstebros bestyrelse pønser på at ændre klubbens navn, så “Holstebro” bliver en mere fremtrædende del af navnet. Det sker for at tækkes sponsorerne, bl.a. Holstebro Kommune, der mener at klubben skal knyttes endnu stærkere til Holstebro end tilfældet er i dag. Det er en dårlig idé, som må og skal bekæmpes.

Der bliver sagt for meget Tvis og for lidt Holstebro når Team Tvis Holstebros damer og herrer optræder på tv. Det er dårligt for forretningen, for sponsorerne, særligt Holstebro Kommune, vil helst sponsorere en Holstebro-klub. Ergo, et nyt navn må være vejen frem. Nogenlunde sådan kunne begrundelsen lyde for de planer om et nyt klubnavn, der er på dagordenen i TTH’s bestyrelse.

Forslaget er dårligt af en helt række grunde. Gevinsten er tvivlsom, mens ulemperne er sikre.

Den økonomiske gevinst ved et nyt navn er fugle på taget, mens udgifterne er sikre som amen i kirken. Alt materiale med det gamle navn skal laves om, og vælger man samtidig at friske den grafiske linje op, bliver udgifterne kun større. Med tanke på klubbens økonomi, burde bestyrelsen kunne finde bedre ting at bruge pengene på.

Et stærkt brand er et af de mest værdifulde aktiver for en sportsklub, der lever af sponsorater. Og brandet Team Tvis Holstebro blev ikke bygget på en dag. Det har taget 13 år at opbygge det brand, som i dag kæder Holstebro sammen med håndbold på højeste plan. En navneændring vil betyde at det arbejde bliver sat år tilbage – og det tjener man heller ingen penge på.

Men først og fremmest er forslaget respektløst overfor Team Tvis Holstebros historie og det blod, den sved og de tårer, der er blevet lagt for navnet af spillere og tilhængere i med- og modgang. Klubbens bestyrelse kan ikke tillade sig at se stort på det kompromis de to moderklubber, Tvis KFUM og HH90, indgik da de grundlagde holdsamarbejdet. Ryger Tvis-navnet helt ud er det en direkte hån mod det ene ben i samarbejdet.

Tvis KFUM har modvilligt accepteret at navnet kan blive ændret. TTH’s formand John Gråkjær, som repræsenterede Tvis KFUM ved fusionen i 2000, er også med. Det er derfor op til dig og mig, den menige tilhænger, at forhindre Team Tvis Holstebros bestyrelse i at glemme klubbens rødder.

Derfor: Vis din modstand mod forslaget. Meld dig ind i Facebookgruppen “Bevar Team Tvis Holstebro”. Giv din mening til kende i debatten og overfor TTH’s bestyrelse. Og lad os sammen redde klubben fra den selv.

  •  
  •  

2 meninger om “Det hedder Team Tvis Holstebro – og det skal det blive ved med!”

  1. Ooooh – endelig en chance for at komme af med et fuldstændigt vanvittigt dårligt klubnavn: Team Tvis Holstebro :-)

    Lidt strøtanker om klubnavne og masser af bonderøvsnostalgi fra søndag d. 9 januar 2000 (se artiklen ‘En ny klub fødes’ lidt nede på siden): http://www.bondehold.dk/nyhederne/nyhedernetema.htm.

    Tilbage i 2013: Hvad med at genoplive Holstebro Håndboldklub?

    /Bondeknold

  2. Oplysende at blive mindet om den grundige debat og den demokratiske proces, der skabte fusionen i 2000. En navneændring nu burde vel kræve en ekstraordinære generalforsamlinger i Holstebro Sport og Event og i Tvis KFUM og HH90?

    Selv om navnet Team Tvis Holstebro ikke lød elegant i år 2000, synes jeg faktisk, at vi er kommet til at holde af det. Det vil være lidt mærkværdigt at bringe en af moderklubberne fra fusionen i Holstebro i 1990, HHK, ud af glemslen, når TTH faktisk er etableret som et navn, rigtig mange mennesker føler en tilknytning til. Klubben kunne så vælge at forkorte det TT Holstebro eller TTH Holstebro. Så burde alle være tilfredse.

Lukket for kommentarer.