I debatten om holdfællesskabet mellem Tvis og Holstebro spiller både rationelle og følelsesmæssige argumenter ind. På den rationelle side kan man opstille økonomiske og sportslige argumenter; Et håb om større sponsorinteresse og mulighed for en større talentmasse.
Dette er saglige argumenter, der kan vinde tilslutning. Men det er ikke givet, at et holdfællesskab vil betyde, at pengene flyder ind i en lind strøm; Et elitesamarbejde kræver mange midler og disse skal findes gennem sponsorer. Er sponsormarkedet mættet eller er vestjyske virksomheder interesseret i at støtte det nye initiativ? Det er et afgørende spørgsmål.
Den bedste (og billigste) måde at opretholde en stærk trup er ved at skabe talenterne selv igennem målrettet ungdomsarbejde. Dette praktiseres i nogen grad i både Holstebro og Tvis. Traditionelt står Tvis KFUM stærkest på herresiden, mens HH90 er bedst på pigesiden. I øjeblikket tager en del drenge turen fra Holstebro til Tvis for at udvikle sig optimalt.
Modsat er bevægelsen fra Tvis til Holstebro ikke så stor på pigesiden. At flytte klub er tit en vanskelig affære og det kan koste kammeratskaber, og man kan føle sig ugleset, da et klubskifte kan opfattes som forræderi. Klubfølelsen og kammeratskabet kan komme i konflikt med de sportslige ambitioner.
Hvis vi ønsker elitehåndbold i Vestjylland må vi fra både Tvis’ og Holstebros side acceptere, at spillere skifter klub for at udvikle sig. Hvis Tvis modtager drengespillere fra HH90, må vi også acceptere og „legalisere”, at piger tager til Holstebro for at spille i ungdomsdivisionen. Dette er første skridt mod et samarbejde, og det er her man skal starte.
Begge klubber må påskønne de unge til at søge deres ambitioner opfyldt. Et ungdomselitesamarbejde betyder ikke nødvendigvis at holdene slås sammen. Man kan aftale (mere eller mindre officielt) at de bedste drengeynglinge (og evt. junior) tager til Tvis, mens de bedste pigeynglinge tager til HH90. En dialog og et samarbejde mellem ungdomseliten i Tvis KFUM og HH90 er første etape mod toppen af dansk håndbold.
Man kan lade Tvis KFUM satse på herrehåndbolden og lade HH90 satse på damesiden, for nu at formulere det lidt skarpt. En sådan aftale kræver åbenhed og samarbejde klubberne imellem, og arvefjendesyndromet må køles ned. Måske var det her, man skulle starte, inden man slår de bedste hold sammen?
Idéen om et holdfællesskab sætter mange følelser igang. De følelsesmæssige argumenter vejer ligeså tungt som de rationelle, der bliver hule uden engagement og opbakning fra græsrødderne, der hjælper Tvis KFUM i stort og småt. Mange tvisborgere føler en stolthed ved klubben, der spiser kirsebær med de store. Vi er stolte af at sige, vi kommer fra Tvis. En flække, der er landskendt på grund af de flotte håndboldresultater.
Vil et holdfællesskab betyde, at dette engagement og denne stolthed forsvinder? Mister vi klubbens sjæl ved et holdfællesskab? Mister vi den lokale opbakning, hvis vi blot opfattes som en Holstebroklub (Tvis/Holstebro Vest), som nogen mener, vi vil komme til?
Dette er de afgørende emotionelle spørgsmål, vi må stille. Uden opbakning fra de frivillige i klubben er holdfællesskabet dødsdømt. Ingen vil yde en optimal indsats, hvis man føler, man har solgt sin sjæl til fanden (kapitalen og Holstebro!).
Et samarbejde med HH90 er uden tvivl givtigt og nødvendigt for elitehåndholden i Tvis, i kommunen (og i hele Vestjylland). Spørgsmålet er hvordan dette samarbejde skal være. Skal vi satse stort og lave et holdfællesskab nu (smede mens jernet er varmt), eller skal vi slå koldt vand i blodet og starte i det små med et ungdomselitesamarbejde?