Rygterne og debatten om et holdfællesskab mellem Tvis KFUM og Holstebro Håndbold 90 har i de seneste måneder været så massiv, at man ikke længere kan tale om rygter.
Der skulle allerede være afholdt flere møder mellem klubberne og nedsat et arbejdsudvalg til at arbejde koncentreret med holdfællesskabet.
Projektet er dog ikke længere fremme, end alle muligheder stadig holdes åbne og alle idéer overvejes nøje. Og idéer er der nok af:
FCK-MODELLEN
Den model, der arbejdes med pt. er en overbygningsmodel, som også kendes fra Superligaen i fodbold med B.1903s og K.B.s holdfællesskab i F.C. København.
Det nye holdfællesskab mellem Tvis KFUM og HH90, kommer formentlig til at indeholde to hold. Et damehold, der overtager spillelicensen fra Holstebro Håndbold 90s bedste damehold, og et herrehold, der overtager spillelicensen fra Tvis KFUMs bedste herrehold.
Det betyder at livet i moderklubberne forbliver uberørt hvad alle øvrige hold angår. Ud over stamtruppen, får de to hold i holdfællesskabet hver især mulighed for at supplere sig med spillere hentet fra begge moderklubbers andethold.
Holdfællesskabet skal styres og administreres gennem et repræsentantskab og et udvalg, der er valgt af moderklubbernes organisationer.
DET SVÆRE NAVNEVALG
Et meget vigtigt punkt i udformningen af holdfællesskabet er navngivningen. Begge moderklubbers bagland og lokalsamfund er naturligvis interesseret i, at det nye navn afspejler lige præcis deres tilhørsforhold til holdfællesskabet.
Derfor kommer man næppe uden om et navn, der indeholder både „Tvis” og „Holstebro”. Men det er svært at finde et navn, der kan gøre alle tilpas, samtidig med, at det udstråler den uniformitet og professionalisme udadtil, som er hele grundlaget for fællesskabet.
For eksempel er der i de senere år opstået nye klubber og holdfælleskab med ganske forfærdelige navne. For eksempel „Hf Gelsted/Vestfyn”, „Ikast/Bording FH”, „Team Esbjerg”, „Team Helsinge” og Team-alt-muligt.
I samme bløde, ikke-mundrette og kompromissøgende stil, kan man forestille sig „Hf Tvis/Holstebro” eller „Tvis/Holstebro HK” som i udtalerytme ligger tæt op ad „Vrold/Skanderborg HK” som vi har vænnet os til at sige. Eller hvad med det gyselige „Team Tvis/Holstebro”.
Hvis ikke det skabte en lidt uheldig forkortelse for en af Tvis’ hovedsponsorer, ville „Holstebro/Tvis Håndbold” heller ikke være et dumt bud på et mundret og ophavsbeskrivende navn.
Man kunne også vælge at synliggøre landsdelen i navnet, for at øge antallet af navnealternativer og måske finde et mere holdbart navn på langt sigt. Skrækvisionen er det kolde, hårdtklingende og upersonlige „Team Vestjylland”, gyyys…
Men et navn som „HK Vest” eller „HK Vest – Tvis/Holstebro” lyder i mine ører som et navn med den rette robusthed til at tilfredstille moderklubberne og deres opland, samtidig med at det synes klassisk og tidløst i al sin enkelhed. Ydermere drager det en stærk binding mellem holdnavnet og hjemmebanen Idrætscenter Vest.
FARVER OG SPILLEDRAGT
Efter det nye navn, er valget af klubfarver og designet af den kommende spilledragt af stor vigtighed. Og som i forbindelse med navngivningen ser det ud til, at man også her må ty til et middelmådigt kompromis hvis man vil nå til enighed moderklubberne imellem.
Tvis KFUM med sine hvide trøjer og røde bukser. Og HH90 med deres hvide trøjer og blå bukser. Jeg kan let forestille mig hvor spraglet en kombination af rød, blå og hvid kan blive. Tænk bare på hvor uheldige de har været med at designe spilledragterne i Skjern og Vrold/Skanderborg.
UMBRO. Manipuleret foto af Christina Roslyng, Viborg HK. | REEBOK. Brøndby IFs alternative spilledragt |
Da både Tvis KFUM og HH90 spiller i tøj fra Umbro, kan man forestille sig ovenstående blå/røde kompromis i stil med Viborg HKs hjemmebanetrøje fra Umbro (venstre).
Udkastet til Umbro-trøjen kan suppleres med, for eksempel, mørkeblå bukser. Det originale billede stammer fra www.vhk.dk.
Ovenfor til højre er vist et andet og mere stilrent design fra Reebok, der også kombinerer de blå og røde farver. Designet er Brøndby IFs alternativ til deres velkendte gule og blå spilledragt. Billedet stammer fra www.brondby-if.dk.
Men det er vigtigt at slå fast, at alt dette blot er gætterier om og idéer til hvordan en eventuel kompromisløsning vil se ud.
NY KLUBPROFIL
Man kunne også forestille sig, at holdfællesskabet spillede højt spil fra starten, og helt valgte at se bort fra moderklubbernes traditioner og ønsker. I stedet for at binde sig til to forskellige og til dels modarbejdende traditioner, kunne man starte helt fra bunden med at opbygge holdfællesskabets profil. Og gerne med professionel hjælp fra reklame- og markedsanalysebureauer.
Derved ville holdfællesskabet stå betydeligt stærkere – helt fra starten. Fællesskabet vil blive mere iøjnefaldende på en positiv måde, hvad der vil virke som en magnet på både nye talenter og erfarne spillere fra ind- og udland.
Sponsorerne vil have større sikkerhed for at holdfællesskabet kan levere varen. Det betyder, at man i højere grad kan begynde at søge sponsorer, der bor på den anden side af kommunegrænsen.
Og det er i virkeligheden det, det hele drejer sig om. Niveauet i Ligaen bliver højere år for år. Og for at følge med skal man kunne tiltrække og holde på de bedste spillere. Og det er her Tvis KFUM og HH90 hver især halter bagefter. For at finansiere de dyre spillere, skal sponsorindtægterne forøges kraftigt.
Men hverken tilgang af gode spillere og gode sponsorer nåes til fulde, uden holdfællesskabet får skabt sig en stærk og professionel profil indadtil som udadtil.