Nyegaard i svingdøren

Bent Nyegaard er syvende træner på syvende år i Tvis/Holstebro

Bent Nyegaard er syvende træner på syvende år i Tvis/Holstebro
Af Peter Bagge

Svingdøren drejer lystigt i Tvis/Holstebro.

Når GOG-legenden Bent Nyegaard stiger ‘om bord’ til sommer, bliver han den 7. mand på bare syv år.

Selv om vestjyderne skifter træner med en fart, som ingen andre danske klubber, har den nye træner efter at have indgået en tre år lang aftale modigt meddelt, at han agter at flytte familien med fra Odense til Vestjylland.

Glemt er også, hvordan det gik den eneste gang, hvor ærkefynboen trænede et hold uden for øen i midten. Sæsonen i Ribe, som afløser for vennen Anders Dahl-Nielsen, endte som en dundrende fiasko.

Trods de mange hurtige skilsmisser tror Tvis/Holstebro på lykken i denne ombæring og har store planer med Bent Nyegaard, som ud over at stå i spidsen for det talentfulde mandskab skal ud at holde kurser og foredrag i Holstebro og omegn.

Kuppet, som vestjyderne gerne vil kalde engagementet, handler om mere end bare en træner og en foredragsholder. Engagementet skal få landsholdsstregspiller Jesper Nøddesbo samt sæsonens store fund Toke Holst til at blive.

Førstnævnte står højt på ønskesedlen både i Kolding og Skjern, mens sidstnævnte til sommer skal i gang med medicinstudier i Århus og meget naturligt sættes i forbindelse med Århus GF.

RASENDE NORDMAND

Sparket har gjort den nuværende norske træner Tobben Evjen rasende, og han har straks svaret igen med at meddele, at han vil rejse hjem 1. maj, hvor hans aftale udløber -samme dag, som medaljeslutspillet går i gang.

Et eller andet sted er reaktionen ikke unaturlig, men trods sportslig succes og masser af point, har der næsten fra starten på hans engagement været masser af uro i kulissen.

Nordmanden var hurtig til at udnævne sin egen favorit -den opreklamerede slovak Erik Hucko – til ny anfører, og senere har Tobben Evjen ‘forarget’ ved at være for smart og hoverende efter en sejr, og det har hans efterfølger Bent Nyegaard oplevet, men efterfølgende også fået en undskyldning.

Det er ifølge kilder i Tvis/Holstebro mest assistenten Claus Uhrenholdts fortjeneste, at efteråret har været en succes og placeret vestjyderne i baghjulet på bl.a. Kolding og GOG med Bent Nyegaard i kampen om de fire slutspilspladser.

Kilde: Ekstra Bladet.