Den rutinerede André Iversen viste sig at være en særdeles vigtig spiller, da Århus GF i går slog Tvis/Holstebro. Den 34-årige bagspiller har en fantastisk evne til at kunne slå til fra alle pladser på banen og det blev der i høj grad brug for i går, hvor skader hos flere spillere betød, at han blev brugt på alle tre pladser i bagkæden og på den ene fløj. Det var der stor succes med, da Iversen med syv scoringer blev topscorer for århusianerne.
– Der var ikke andet at gøre for os end at klø på, selvom vi måtte undvære så mange spillere. Vi var godt nok nede i kulkælderen undervejs, men vi var enige om at kæmpe videre, sagde André Iversen.
Han følte da også, at det gik godt for ham i kampen og han mente, at overgangen til at dække 3-2-1 var kraftigt medvirkende til at sikre sejren. Samtidig viste Århus GF igen, at holdet med en 100 procents indsats kan slå mange af holdene i HåndboldLigaen.
– Men vi har også en god ballast. Den store selvtillid, som vi efterhånden har opbygget kan flytte bjerge, sagde André Iversen.
Kilde: Århus Stiftstidende.