Det siges at det bare er en kamp og at det bare er to point, men… mod Holger Danskes undersåtter er intet “bare”. I gamle dage var dette et slagsmål såvel inden for, som uden for banen, det var det igen onsdag aften. Som det også var i gamle dage var det en Tvis KFUM spiller der afgjorde ballet, da Emil Sidelmann scorede til 32-30 gjorde det ikke så meget, at Kasper Søndergaard reducerede til 32-31.
Daniel Svensson så Skjern som “klart” bedst i første halvleg, sådan så Flammen det dog ikke. TTH kom bedst fra start og trak fra efter stillingen 2-2. Skjern kæmpede sig dog tilbage i kampen og kom efter godt 20 minutters spil foran, en føring der svingede men rakte til 15-17 føring til gæsterne ved pausen. Det sidste mål sat ind af Klitgaard, som ifølge TV-billederne måske holdte hælen uden for feltet
På lægterne havde Skjern stillet med ungdomsklubben fra Skjern Ultras, mens Team Tvis Holstebro blev flankeret af 20 hvidklædte U-14 og U-16 spillere fra Tvis og Holstebro som fik skabt en god stemning i Gråkjær Arena, MERE AF DET, TAK!
Anden halvleg startede bedst for gæsterne, men pludselig vågnede TTH op til dåd og viste at lillebror er storebror overlegen. Kampen var hele vejen igennem tæt, men Slaget om Vestjylland er ikke endt uafgjort i 17 år, og det gjorde det heller ikke på novembers sidste dag.
Et slemt vrid på foden for Magnus Bramming sendte den 20-årige, uprøvede, Tvis spiller Emil Sidelmann på banen. Emil havde to afslutninger og endte med en scoringsprocent på 50, heldigvis var det Emils første skud der blev brændt, hvorfor hans andet skud med under et halv minut igen koldt blev lagt over hovedet på den næste dobbelt så gamle Søren Pedersen fik nettet til at blafre.
En ting er dog ikke som i gamle dage. Dengang ville en sejr over Skjern have sikret sæsonen, det gør den ikke længere, men det er stadig som om den sejr giver tre point og stemningen i Blok G giver håb for fremtiden.