Mette Gravholt scorede imponerende 12 mål på 12 forsøg, da Team Tvis Holstebros damer tirsdag tog revanche for sidste uges øvdag i København. Tilbage i det vestjyske vandt damerne med 34-33 over Odense i et sandt målorgie.
Der var ingen slinger i valsen hos Mette Gravholt, da Team Tvis Holstebros damer tirsdag slog HC Odense. Landsholdstregen scorede på alt hvad hun forsøgte og TTH havde i det hele taget ikke så svært ved at score mål som i fredags mod København. Fynboerne kom dog også til fadet, men det var vestjyderne der endte med at vinde det målrige opgør med en enkelt pind.
Ser man på kampen som helhed var hjemmeholdet i front i det første og sidste kvarter, mens gæsterne sad på resten. Det var således HC Odense, der kunne gå til pause med en føring – 16-18 stod der på tavlen. Det skyldtes til dels at den fynske målvogter Cecilie Greve viste hvorfor hun var med, da damelandsholdet vandt bronze ved VM i december.
I anden halvleg var det til gengæld TTH’s målvogterdarling Sandra Toft, der viste klasse, og var med til at sikre vestjyderne en sejren på 34-33 og to point. TTH har dermed fortsat fire point op til ligaens nr. 1, FC Midtjylland, som er modstanderen i næste runde.
Medmindre en anden ligastreg spiller sit livs kamp er Mette Gravholt stensikker på en placering på rundens hold for femte gang i denne sæson. Hendes imponerende indsats giver hende 9.81 MEP-point for kampen i Divisionsforeningens statistiksystem, hvor der gives og trækkes point for antal scorede mål, målgivende afleveringer, afbrændere m.v. Ærgerligt at TTH og Gravholt siger farvel til hinanden efter denne sæson!