27. december 1997. Nederlag på 24-26 til Otterup HK fra 2. division øst i semifinalen i pokalturneringen ved Final 4 stævnet i Fredericia. En sejr ville have sikret en finale mod GOG og en tur ud i Europa for første gang i klubbens historie.
I dagene op til Final 4 stævnet i Fredericiahallen mellem jul og nytår i 1997 var man i Tvis begyndt at drømme om europæisk håndbold. Lodtrækningen havde nemlig flasket sig sådan, at vestjyderne skulle møde det upåagtede 2. divisionshold Otterup HK i den ene semifinale, mens GOG stod over for Kolding IF i den anden. Hvis GOG vandt pokalen og derefter DM, ville finalemodstanderen i pokalfinalen nemlig få pladsen i pokalvindernes turnering.
Efter fyringen af træner Michael Tind tidligt i sæsonen var holdet fuldt af selvtillid. Med Arne Damgaard og Ulrik Jensen som trænere havde holdet stabiliseret sig midt i landets bedste række op til jul, og hjemmebanen på idrætscenter Vest havde udviklet sig til en fæstning, hvor Tvis KFUM Support ’De rødhvide Bønder’ skabte en imponerende kulisse.
Det gjorde fanklubben også i Fredericiahallen mod Otterup. Der var flere hundrede Tvisfans blandt de 1.000 tilskuere, og det gik planmæssigt på banen i de første 40 minutter. I Svend Jakobsens referat i Dagbladet står der således: ”Med en kolossal opbakning af fanklubben bankede Tvis sig i front med 18-13 ni minutter efter pausen”. Herefter gik det til gengæld ned af bakke på banen. Den spillende træner Niels Erik Kildelunds tropper fra Otterup halede langsomt ind på Tvis KFUM, der blev mere og mere nervøse. Det blev til 21-21, og fire minutter før tid førte fynboerne med 22-25.
I de sidste minutter fik Otterup to udvisninger og vestjyderne gik over til helbanepres. Anfører ’Bomber’ John Mikkelsen brændte imidlertid et straffekast knap tre minutter før tid, og trods mål af venstrefløjen Kim ’Lange’ Laursen og stregspilleren Bent Damgaard kunne de rødhvide bønder fra Vestjylland ikke hive sejren hjem til stor skuffelse for de mange medrejsende fans, der slukørede pakkede trommerne sammen og trissede ud til de ventende busser.
Det endte med, at GOG vandt både pokalfinalen og mesterskabet, mens Otterup HK fik en tur ud i Europa og Tvis en lang næse.
Kampen i tal: Tvis KFUM – Otterup HK 24-26 (13-10). Målscorere for Tvis KFUM: John Mikkelsen 5, Bent Damgaard 5, Kim Laursen 4, Kim Sandal 3, Morten Hansen 2, Arthur Lipka 2, Michal Rasmussen 1, Christian Cederholm 1, Mike Hein 1. Målmænd: Michael Bruun og Henrik Jepsen. Jepsen klarede et straffekast, men var ellers ikke på banen, hvilket blev kritiseret efterfølgende. De to andre målmænd i truppen Antoni Parecki og Jonas Degnbol var ikke med, da Degnbol var ved at komme sig over en skade, og Parecki var på juleferie i Polen. Udvisninger: TTH 2, Otterup 2. 1.000 tilskuere i Fredericiahallen.