Nu er det vist på tide, Tvis KFUM kommer på banen igen. De to dårlige resultater mod Kolding og Skjern har bragt holdet fra 4. til 7. pladsen.
Vi må nu kigge ned ad i tabellen, og søge at lægge afstand til bunden. Der er blot fem point ned til en nedrykningsplads, så kampen mod agterlanternen Vrold/Skanderborg skulle gerne vindes for at skabe lidt afstand til nedrykningshelvedet.
Vrold/Skanderborg har fået ny selvtillid efter to sejre i februar, så en gentagelse af sejren i 1. runde er ingen selvfølge. Især når man tager Tvis KFUMs nuværende niveau i betragtning.
Ud over sæsonpremieren har Vestens Stolthed spillet mod Vrold to gange i Liga Cuppen med en sejr til hvert hold til følge. Hos gæsterne har især Brian Jensen imponeret. Den stærke bagspiller er ofte god for omkring 10 scoringer i en kamp.
Tvisspillerne skal finde det solide 6-0 forsvar frem igen, og så ville det pynte med en effektiv venstre angrebsside, der tydeligt savner Kim Laursen på fløjen. På backen har Lasse Andersen ikke haft tur i den på det seneste, så måske skulle man give Dariusz Wieczorek eller Artur Lipka chancen fra start mod Vrold/Skanderborg. Det kunne være skønt med polsk power på Vest igen.
Det store publikum på hjemmebanen kunne også få gang i de klappende hænder, hvis Henrik Jepsen, Michael Bruun eller unge Christian Lynggaard hev nogle flere redninger frem.
En engageret og intens indsats af spillerne og „De rødhvide Bønder” er den bedste kaffe i denne kolde tid.