Vestjyderne indtog København

Ex-præsidenten havde forvildet sig til København og følte sig bestemt ikke på hjemmebane.

Ex-præsidenten havde forvildet sig til København og følte sig bestemt ikke på hjemmebane.
Han begyndte turen til Frederiksberg nye Opvisningshal på Nørrebro, hvor en HT-bus samlede ham op. Derefter blev han sat af på Peter Bangsvej og efter at have trådt op i 3 busser forgæves, lykkedes det at blive transporteret til KB-Hallen. Her slog han følge med en FCK-fan, der skulle varme op til Brøndby-slaget med lidt herrehåndbold. Desværre kunne hverken han eller Ex-P finde Opvisningshallen, og de vandrede op og ned af Peter Bangsvej i en halv time inden det lykkedes at finde den godt skjulte hal. Her delte de sig. FCK-manden satte sig blandt de højtråbende fans, mens Ex-P satte sig overfor i det stille hjørne, hvor der var et par stykker, der holdt med udeholdet.

20 minutter inde i kampen stod det 9-11 og frustrationen over transportkollapset forsvandt. Dragerne spillede godt og førte 15-16 ved halv tid. Særligt bagspillerne Lasse Andersen, Jakob Thoustrup og René Madsen imponerede.

I anden halvleg fik københavnerne luft under vingerne og bragte sig foran 23-22 til stor glæde for de bøvede FCK-fans, der brugte det meste af deres energi til at håne Dragernes københavnerkeeper Morten Sejer. Han tog hævn i det sidst kvarter, hvor han lukkede af i målet samtidig med Dragerne igen fik styr på spillet, der var virkeligt godt. Bondeholdet kørte sejren hjem med de sigende cifre 29-34. Vi husker det modsatte fortegn sidste år, hvor vi mistede slutspilspladsen mod FCK. Sæsonens bedste kamp af Tvis Holstebro.