Tvis stoppede Koldings sejrsrække

Efter 26 sejre i træk gik det galt for de danske mestre fra Kolding IF. Et veloplagt hold fra Team Tvis Holstebro anført af en helt strålende Lasse Andersen viste allerede i første halvleg, at mestrene bestemt ikke er usårlige og bragte sig foran 15-9 ved pausen.

Efter 26 sejre i træk gik det galt for de danske mestre fra Kolding IF. Et veloplagt hold fra Team Tvis Holstebro anført af en helt strålende Lasse Andersen viste allerede i første halvleg, at mestrene bestemt ikke er usårlige og bragte sig foran 15-9 ved pausen.
»Det har ligesom ligget i luften, at vi skulle ryge ind i et nederlag. Mod GOG syntes jeg bestemt ikke vores indsats var prangende, og mod såvel Team Helsinge som IBH har det været direkte ringe,« siger Koldings Lasse Boesen.

Her til morgen står han sammen med holdkammerat Claus Flensborg på landsholdsbussen i Kolding, mens Tvis-spillerne Michael Bruun og Jesper Nøddesbo allerede i aftes stødte til landsholdstruppen i Vejle.

De 1600 tilfredse tilskuere fik i de sidste minutter masser af dramatik. Både Claus Flensborg og Thomas Sivertsson fik rødt kort af de to dommere Per Olesen og Lars Ejby Pedersen. Flensborg fik kortet præsenteret efter tre udvisninger, mens Sivertssons røde kort var en af den slags, der vil udløse karantæne.

I begge tilfælde var der tale om brokkerier over dommernes kendelser.

»Claus Flensborg var ellers Koldings eneste reelle skudtrussel og scorede fem gange,« fortæller Tvis-forretningsfører Poul Madsbjerg.

Michael Bruun havde en kamp på det jævne og blev på et tidspunkt afløst af Henrik Jepsen, mens Jesper Nøddesbo igen var et stort aktiv både i forsvar og i angreb med fire scoringer.

Men alle blev overgået af Lasse Andersen, der virkelig drev gæk med det normalt så stærke Kolding-forsvar.

Kilde: B.T..