Det er nu blevet officielt, at Tvis KFUM og naboklubben fra Holstebro, HH90, pusler med ideer om et samarbejde, der kan ende med en overbygning på eliteplan. Fusioner er jo ganske populære i fodbold- og håndboldkredse, og er måske de økonomiske vilkår, hvis man vil spise kirsebær med de store. Sponsormæssigt kunne det være fordelagtigt, da man kunne trække firmapenge fra Holstebro samt resten af Vestjylland. Man må blot være opmærksom på den uro det kan give i baglandet.
En åben dialog med græsrødderne er essentiel, hvis ikke det skal blive en dødssejler. Tvis KFUMs rolle som socialt samlingspunkt for børn og unge og som kerne i lokalsamfundet må under ingen omstændigheder gå fløjten. Samarbejdet HH90 – Tvis KFUM skal efter min mening foregå på senior-eliteplan med fundament i HH90s 1. Division damer og Tvis KFUMs Ligaherrer. Man kunne jo allerede starte nu med et lave et fællesstævne på Vest, så de gamle arvefjender lærer at heppe på hinanden.
Vigtigt er det også at finde et godt navn til det eventuelt fællesskab. Og det skal ikke efterligne fodboldens platte FC-navne. Må vi foreslå „Storeåens KFUM”, der dog lyder som en spejdergruppe. Det er vældigt svært at finde finde et passende og dækkende navn, så læg hovedet i blød allerede nu: det kan blive relevant inden længe. Hvad med Holstebro FH eller Vestjyllands HK ??? Nej, vel… Tvis-HH 2001 lyder faktisk OK, eller måske Bøndernes KFUM…
Hvis DU har forslag til et navn, så send det til hhh@bondehold.dk. Så vil vi åbne op for en diskussion om navnet og den eventuelle sammenlægning.