Skuffende sæson, hvor liga-herrer sluttede på 7. plads årsag til fyringen.
Team Tvis Holstebros liga-herrer sluttede sæsonnen på en pæn 7. plads. Undervejs var der dog store kriser, og det var kun de sidste fire kampe der fik rettet op på en dårlig anden runde af turneringen.
Nu har håndboldklubben valgt at ophæve samarbejdet med Peter Bruun Jørgensen der kom til Tvis Holstebro fra Virum hvor han sidste sæson var assistenttræner.
-32-årige Peter Bruun Jørgensen er stoppet med øjeblikkelig virkning. Vi skilles efter en skuffende sæson hvor vi i en længere periode var i overhængende fare for at skulle spille nedrykningskampe, siger Poul Madsbjerg, der er forretningsfører i klubben.
-Han er naturligvis skuffet over ikke at skulle arbejde videre med holdet, siger sportschef John Mikkelsen der fortæller at klubben arbejder på højtryk for at finde en kvalificeret afløser.
-Jeg er både meget skuffet, men også overrasket over fyringen. Men jeg kender betingelserne og det er en hård branche at være træner, siger Peter Bruun Jørgensen her til formiddag.
-Det er et valgt som man har truffet i Team Tvis Hostebro efter hele sæsonen er blevet evalueret og det er en beslutning som jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg er dog overrasket over at fyringen kommer lige nu. Det havde måske været mere naturligt hvis jeg var blevet fyret i den periode hvor det gik helt skævt, siger Peter Bruun Jørgensen, der regner med at flytte tilbage til København.
Peter Bruun Jørgensen havde en 2-årig kontrakt og han stopper et år før det var planlagt.
-Det kommer ikke til at koste os en masse penge at stoppe samarbejdet efter et år. Det er klart at peter Bruun Jørgensen skal have løn i en periode, men han skal slet ikke have et års løn. Det er ikke så meget at det ødelægger vores økonomi, siger Poul Madsbjerg fra Team Tvis Holstebro.
Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer.