Så lykkedes det. Efter en hård sæsonstart kunne Dragerne endeligt glæde sig over en sejr, da Helsinge blev sendt tilbage over Storebælt med et timålsnederlag.
Kampen startede hektisk. Gode angreb og langsomme forsvar gav mange mål i begyndelsen af bundkampen. Heldigvis fik Tvis Holstebro først styr på sagerne og kunne gå til pausen med en sikker føring på 17-12. I anden halvleg rykkede hjemmeholdet fra 23-17 til 29-17 og slaget var ovre. Sæsonens første sejr blev på 32-22.
I slutfasen fik de unge spillere chancen. Søren Nielsen og Nikolaj Mehl i højresiden og Rene Madsen som fløj og playmaker, hvor han gjorde det rigtigt godt, da Helsinge valgte at dække 4-2 midt i anden halvleg. Ellers var det som vanligt hovedsageligt Toke holst og Jakob Thoustrup , der satte struktur på angrebsspillet. Lasse Andersen fik også chancen i angrebet og peb et par kanonkugler ind. Ydermere scorede fodrappe Martin Kristensen en række fine kontramål – rart at første fase kontraen virker, mens det kniber lidt mere med anden fasen.
Dagens Drage er Jakob Thoustrup, der styrede spillet fint og afsluttede på de rigtige tidspunkter. Tillige ydede han en fornem indsats i forsvaret. Flot at tage handsken op på den måde efter den triste nyhed om Arons langvarige skadespause.
Og tak for de to point. Nu sover man lidt roligere…