Træner Peter Bruun Jørgensen og Team Tvis Holstebro står foran en nøglekamp efter tre måneder uden sejr.
Når spillet ikke kører, og resultaterne udebliver, bliver fokus ofte rettet mod træneren, der er under konstant pres for at levere resultater.
Team Tvis Holstebros ligahold har ikke vundet i år, og presset er vokset på træner Peter Bruun Jørgensen, der er en af de yngste trænere i den danske Håndboldliga.
Kravet i aftenens kamp hjemme mod Ikast er ubetinget en sejr, hvis krisen skal stoppes.
I takt med at der er kommet flere penge ind i håndboldsporten, skal der ikke meget til, inden træneren får silkesnoren.
– Det er klart, at vi ikke kan blive ved med at tabe. Jeg vælger dog kun at forkusere på den næste kamp. Hvis man først begynder at spekulere for meget på det, begynder man at handle i panik. Men det er en hård branche, hvor der er en risiko for at blive fyret, siger Peter Bruun Jørgensen.
Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer.