Håndboldklubben GOG indkalder i eftermiddag til pressemøde for blandt andet at præsentere ny dameliga–træner og nye forstærkninger til spillertruppen.
B.T. erfarer, at den nye dametræner bliver Peter Bruun Jørgensen storebror til venstrehåndsskytten i klubben og på herrelandsholdet, Klavs Bruun Jørgensen.
Dermed er der ren familieidyl i GOG, hvor Peter og Klavs Bruun Jørgensen skal skaffe metal til den fynske klub. For udover det to brødre, spiller også Rikke Hørlykke i klubben – hustru til Klavs Bruun Jørgensen.
Peter Bruun Jørgensen blev for en måneds tid siden fyret i Team Tvis Holstebro efter en skuffende sæson, hvor jyderne var tæt på nedrykning, men nu skal træneren altså prøve kræfter med damehåndbold–ligaen igen. Peter Bruun Jørgensen har nemlig tidligere trænet Virums damer, så helt nyt bliver det bestemt ikke for ham.
Udover ny dametræner, erfarer B.T., at GOG på pressemødet i dag præsenterer Kasper Nielsen i de rød/gule farver. Dermed vender den bomstærke bagspiller tilbage til GOG og til den bedste danske herre-liga. Kasper Nielsen har nemlig tidligere flænset forsvar op for GOG, inden han skiftede til Erik Vejes Rasmussens halvt danske superhold i Flensborg Handewitt.
Det blev dog ikke til meget spilletid under den tyndhårede træner. Og sidste sæson blev næppe én af dem, Nielsen vil huske tilbage på med størst glæde, for Erik Veje Rasmussen brugte ikke Kasper Nielsen synderligt meget, og opholdet i Flensborg kan vel bedst betegnes som en skuffelse for Kassper Nielsen.
Måske derfor kommer han nu tilbage til GOG, og så er der jo samtidig en plads på landsholdet at kæmpe for Kasper Nielsen.
Kilde: B.T..