Ole Andersen ny Tvis-chef

Den tidligere landstræner Ole Andersen bliver ny træner for Team Tvis Holstebros Håndboldligahold.

Den tidligere landstræner Ole Andersen bliver ny træner for Team Tvis Holstebros Håndboldligahold.
Klubbens spillere vil blive orienteret på et møde i eftermiddag, men det er en kendsgerning, at Ole Andersen er kommet fri af den kontrakt, han havde med Kolding HK indtil sommeren 2003.

Team Tvis Holstebros sportschef John Mikkelsen ville i går ikke stå ved, at aftalen med den nye træner allerede er lavet.

»Jeg kan kun sige, at vi har indkaldt spillerne til møde torsdag eftermiddag.«

Er det om trænerspørgsmålet?

»Prøv at ring til mig torsdag aften eller fredag morgen,« kom det fra John Mikkelsen.

Efter to år i udlandet – halvanden sæson i den tyske Bundesligaklub Willstätt og et halvt år i den schweiziske 1. divisionsklub Grasshoppers Zürich vendte Ole Andersen i november tilbage til Danmark og tiltrådte den 13. november jobbet som træner i Kolding HK.

Efter en opblussen i marts lykkedes det dog ikke for Ole Andersen at redde holdet fra nedrykning fra Håndboldligaen.

Ole Andersen slog første gang sit navn fast som træner, da han førte GOGs kvinder til det danske mesterskab. Han nåede at blive landstræner for herrerne i otte måneder og førte holdet til flere succeser.

»Det var alt for tidligt, jeg fik det job. Jeg var slet ikke klar,« har Ole Andersen senere sagt.

Han blev træner i FIF, og derfra gik turen til østrigske Bärnbach-Köflach. Hjemme igen slog Ole Andersen for alvor sit navn fast, da han i slutningen af 1997 overtog Team Esbjerg på en sidsteplads i den bedste række. Da sæsonen var forbi, havde Team Esbjerg vundet sølvmedaljer efter tre finaler mod GOG.

I Team Tvis Holstebro får Ole Andersen et vældigt talentmateriale at arbejde med.

Så sent som i denne uge har Michael Bruun, Lasse Andersen, Jesper Nøddesbo, Dennis Kirkegaard, Toke Holst og den ny venstrehåndsspiller fra IBH, Jesper Stenholt, deltaget i ligalandsholdets træning i Brøndby.

Kilde: B.T..