Nyt håb for Tvis

Team Tvis Holstebro fik fredag nyt håb om at komme tilbage i kampen om den fjerdeplads, der vil give adgang til håndboldherrernes slutspil.

Team Tvis Holstebro fik fredag nyt håb om at komme tilbage i kampen om den fjerdeplads, der vil give adgang til håndboldherrernes slutspil.

DHFs turneringsudvalg gav nemlig Tvis medhold i den protest, som klubben nedlagde efter 23-22 nederlaget i Viborg.

Små to minutter før tid reddede Michael Bruun et straffekast fra Martin Kristensen, og bolden røg ud over baglinien. Tvis-træner Kurt Nielsen forlangte time-out, men tidtagerbordet reagerede ikke. Kurt Nielsen tog derefter det grønne kort igen, og så stoppede tidtagerne først tiden samtidig med at Jesper Ahle fra Tvis brød igennem på fløjen og scorede. Målet blev annulleret.

Ifølge afgørelsen måtte Kurt Nielsen ikke tage kortet tilbage, men enten skulle dommerne Lars Hagenau og Frank Smith have lagt 10 sekunder til i forbindelse med afbrydelsen, eller også skulle de have godkendt Jesper Ahles mål. Dommerne begik desuden den fejl, at de efterfølgende spurgte Kurt Nielsen, om han ønskede sin time-out. Ifølge reglerne skal en begæret time-out altid gennemføres.

Det er nu ikke kun dommerne, der klovner i det. I sin henvendelse til de to klubber, skriver DHFs generalsekretær Lars-Erik Klem, at de selv må finde en spilledato før sidste runde den 18. april og foreslår den 4. april eller 14. april. Til generalsekretærens orientering har Viborg i forvejen en udsat kamp programlagt den 15. april, fordi tv ønskede den spilledato. Kampen skulle have været spillet i dag.

“Den flytning er både vi og Skjern godt sure over. Det er klart, at Viborg sandsynligvis ikke vil kæmpe med samme energi Påskedag, hvis holdets chance for fjerdepladsen til den tid allerede er røget,” siger Team Tvis Holstebros forretningsfører Poul Madsbjerg.

Han regner med, at den udsatte kamp nu vil blive spillet på onsdag i Viborghallen.

Som ventet bliver resten af Tvis-sæsonen uden Lasse Andersen. En undersøgelse på Herning Sygehus har bekræftet den ledbåndsskade i knæet, som Lasse Andersen selv gættede på onsdag aften.

Kilde: B.T..