Kære Team Tvis Holstebro supporter
I skrivende stund er Danmarksturneringen netop afsluttet. De to grundspilsvindere, Kolding IF og Viborg HK, blev velfortjente mestre efter en lang sæson. Et mesterskab må vi drager stadig se langt efter, men vi har i denne sæson set tegningen til noget stort. Herrerne spillede mange flotte kampe, men det glippede i den sidste fase. Det endte med en 8. plads med 29 point for 26 kampe, og en målscore så fin som 661-611. Især på Vest har holdet vist styrke med 9 sejre, 1 uafgjort og kun 3 nederlag. Pigerne i 1. division vest erobrede 2. pladsen og spillede sig frem til de afgørende kampe om en ligaplads. Her var Skovbakken desværre for stor en mundfuld. På ungdomssiden viste Team Tvis Holstebro flaget i ynglingedivisionerne, hvor dragerne også er klar til at spy ild i den kommende sæson. Team Tvis Holstebro (incl. moderklubberne Tvis KFUM og HH90) har divisionshold i alle rækker, og talentmassen er blandt de største i Danmark.
På spillersiden er der er del udskiftninger til den kommende sæson, da alle 5 udlændinge i klubben ikke har fået forlænget kontrakten. Hos pigerne stopper kroaten Michaela Luksic og ungareren Gabriella Horvarth, mens unge Louise Korup er kommet til fra Viborg. Ligaherrerne mister, ud over træner Kurt Nielsen (Mr. Tvis KFUM, der været med helt tilbage fra serie 3 i 1981), kroaten Sinisa Markota, polakken Dariusz Wieczorek og islændingen Sigurdur Pordarsson samt højrebacken Morten B. Hansen, der går på pension efter en flot karriere for Tvis KFUM & Team Tvis Holstebro fra 1993 til 2001. Morten nåede, ud over alle Tvis KFUMs 4 sæsoner i den bedste række, 19 mål i 12 A-landskampe inden han selv meldte fra. De nye ansigter i den kommende sæson er trænerne Peter Bruun Jørgensen og Arne Damgaard samt playmakeren Jesper Degn med en fortid i Hvide Sande og Skjern.
Denne sæson har vist, at nye profiler er på vej fra egne rækker. Hele 5 førsteårsseniorer har spillet på herreligaholdet; hvilket viser at potentialet er stort, og satsningen på egne talenter er den rigtige vej frem. I Team Tvis Holstebros første sæson blev venstrebacken Lasse Andersen og målmanden Rikke L. Fink kåret af klubben som årets spillere, mens Fanklubben Flammen gav Bomber John Mikkelsen æren.
Til september er den nye sæson på trapperne, og til den tid vil du modtage et brev med girokort, invitation til opstartsmødet, kampprogram m.v. Når du har betalt for medlemsskabet, modtager du yderligere nyhedsbreve samt spillerplakater og medlemskort. Vi kan også fortælle, at tøjsponsoren i den kommende sæson stadig er Umbro, der til efteråret lancerer en Team Tvis Holstebro-spillertrøje på markedet.
Til slut vil vi takke for din støtte og ønske dig en varm sommer. Husk din håndboldtrøje på ferien, så du kan vise flaget inden- og udenlands. Vi ses til masser af fest på Vest i den kommende sæson.
Team Tvis Holstebros Fanklub Flammen, www.flammen.com
Kilde: Flammen.