Efter herrelandsholdets sejr i Flandern Cup er Michael Bruun stadig inde i varmen hos Torben Winther. Michael spillede en enkel halvleg i Belgien, nemlig 2. halvleg mod Rusland, hvor han gjorde det godt.
I Winthers slankede trup til Bosnienskampene er der 16 spillere, heraf 3 målmænd: Bruun samt Kristian Asmussen og Kasper Hvidt, mens Peter Nørklit blev siet fra.
Turneringen i Belgien var en fin succes. Sikre sejre over Ruslands og Sveriges B-hold (29-19, 26-20), og en kneben sejr over Jugoslavien (26-25). Kontraens første fase og forsvaret ser fornuftigt ud, mens der endnu ikke er en klar rollefordeling i angrebet, hvor man skal finde en erstatning for den skadede stregspiller Michael Knudsen. Hvad med Jesper Nøddesbo?