Kære Team Tvis Holstebro-supporter
Nu er vores nye klub for alvor kommet i gang med sæsonen. Ligaherrerne ligger pt. på en acceptabel 8. plads med 11 point for 11 kampe, mens damerne i 1. division har placeret sig sikkert i toppen af rækken. Med en sejr i topbraget mod Team Esbjerg tirsdag den 5/12 19.30 på Vest ligger holdet til direkte oprykning. Husk at møde op og støtte pigerne!
Sæsonen startede dårlig for herrerne. Nederlag mod FIF og Bjerringbro FH i de to første kampe; mørke skyer på håndboldhimlen. Men spillet blev bedre og pointene dukkede op. Den første sejr var i lokalopgøret mod Ikast, hvor man var vidne til klasseforskel i storsejren på 31-17. De næste hjemmekampe blev utroligt spændende. Manglende koldblodighed gjorde at vi måtte nøjes med 1 point mod Virum, mens sejren på 23-22 over Viborg blev hevet i land med fingerspidserne. Mens ligastatistikken mod Viborg ser god ud (2 sejre og en uafgjort), er det straks værre med Skjern. I et hektisk drama i Skjern Hallen måtte vi, som 2 gange i sidste sæson, se de grønne løbe med de 2 point. 21-20 vandt arvefjenderne, som vi ellers havde i sækken ved 14-19. Bittert, og synd for spillerne, der stod meget flot i forsvaret. Lidt trøst har vi fået i de seneste kampe. Sikre sejre over bundholdene fra Århus og Otterup gør, at holdet med sejre over Roar, Ålborg og stærke FIF i de sidste kampe inden jul kan nå Viborg og Skjern og skimte slutspillet.
Profilerne på ligaholdet indtil videre er mange. Bredden er efter indkøbet af Sinisa Markota og Tom Jensen samt oprykningen af Jesper Ahle og Dennis Kierkegaard god. Hvis vi skal udpege enkelte profiler i efteråret, må det være målmændene Tom Jensen og landsholdets Michael Bruun; de har på skift stået nogle flotte kampe. I marken har stregspiller og forsvarscenter Jesper Nøddesbo slået igennem, mens landsholdsaktuelle Lasse Andersen og anfører John Mikkelsen har været de farligste bagspillere i angrebet. De to udlændinge Dariusz Wieczorek og Sinisa Markota har kun i glimt vist deres klasse, og mangler lige det sidste for at toppe. Hvis det lykkedes, synes holdet virkeligt at have potentiale til en top 6 placering. På minussiden må vi konstatere at begge vore venstrefløje Kim Laursen og Kristian Pilgaard er skadede. Vi ønsker dem begge god bedring og håber at se dem i aktion til foråret. Topscorer på holdet er Lasse Andersen med 61 mål (16 af dem på straffe), mens John Mikkelsen, Jesper Nøddesbo, Sinisa Markota og Kim Sandal alle har scoret omkring 30 gange.
Fanklubben Flammen har i øjeblikket omkring 100 medlemmer. Det er dog ikke godt nok. Vi mangler opbakning i Blok F på Idrætscenter Vest, så sørg for at få dine venner til at melde sig ind i fanklubben, så det bliver endnu sjovere at se heltene på håndboldbanen. Alle medlemmer af fanklubben, der sidder i Blok F, skal have en Team Tvis Holstebro-, HH 90- eller Tvis KFUM-trøje på under kampene og deltage aktivt i støtten til holdet. Stemningen kan blive meget bedre på Vest, hvis vi sammen gør en indsats. Alle fanklubmedlemmer, der bærer klubbens farver i blok F, er med i lodtrækningen om fan-t-shirts med ligaspillernes autografer ved herrernes hjemmekampe.
Så husk spilletrøjen til den næste hjemmekamp mod Ålborg den 9/12 kl. 15.00. Vi ses på Vest!
Kilde: Flammen.