GOG-træner ville ikke fortælle, hvorfor han skifter til Tvis
Af Leif Rasmussen
Bent Nyegaard var tavs som en østers i minutterne efter pligt-sejren over Fredericia.
Der kom ingen forklaring på, hvorfor han i dag officielt tiltræder en tre-årig træner-kontrakt så langt væk som i Holstebro hos Tvis, når det bliver sommer.
– Jeg har ikke noget at sige før onsdagens pressemøde i Holstebro. Jeg har brugt hele dagen i dag ved min svigerfars 75 års fødselsdag.
– Du kan vel forklare, hvordan det er at stoppe her til sommer?
– Der er ingen tvivl om, at det bliver vemodigt. Det er klart. Jeg kan sige uden nogen former for omsvøb, at GOG er min klub og vil altid være det, tilføjede Nyegaard.
– Jeg har haft det pragtfuldt her. Alle kender meritlisten, og hvis man vælger en anden vinkel, kan man da også finde et par fiaskoer, sagde den 52-årige træner, der i 17 ud af de sidste 20 sæsoner har været i GOG fraregnet et par afstikkere til Ribe og Odense.
– Er du overrasket over, at der var pressemøde i dag i Gudme?
– Det har jeg ingen kommentarer til.
Valgte anden løsning
– Fik du selv lov til at informere spillerne?
– Det har jeg heller ingen kommentarer til.
– Men der har været et forhandlingsforløb. Kunne enderne ikke nå sammen?
– Jeg valgte en anden løsning. GOG så ingen andre muligheder.
– Var det et spørgsmål om løn?
– I sådan et forløb skal man fokusere på helheden. Det er en del af livet.
– Arne Buch sagde på tv, at GOG nok havde taget dig for givet?
– Det ved jeg jo ikke, men det er sikkert rigtigt, når Arne Buch siger det.
– Er det heldigt, at GOG laver pressemøde samme dag, som I skal spille?
– Jeg ved ikke, om der er gået noget galt. Tingene er gjort. Jeg har en holdning til det, men jeg har ingen kommentar.
– Hvornår vidste du, at der var indkaldt til pressemøde?
– Det har jeg ingen kommentarer til. Det er omsonst at spørge mere.
– Skal du flytte derop?
– Jeg kan jo fylde en hel bil. Nej, jeg vil fortælle meget mere på pressemødet i Holstebro.
Anfører Torsten Laen var også noget fortumlet efter kampen.
– Da vi fik ændret fokus, spillede vi vel okay. Men en stor del af taktikmødet blev brugt til at få forklaringer på begivenhederne af Bent Nyegaard, forklarede GOG’s anfører.
– Vi fik stillet en masse spørgsmål og fik tilfredsstillende svar, men vi var da mærket af det i kampens start.
– Det var overraskende for mig, at det kom så pludseligt, og også, at det kom ud på en kampdag. Men vi har fået en forklaring, tilføjede Laen, der ikke uddybede det nærmere.
Anføreren blev ringet op af direktør Arne Buch i går morges og i løbet af formiddagen ringede Torsten Laen og Keld Vilhelmsen rundt til de øvrige spillere og informerede dem inden pressemødet.
– Vi må vise nu, at vi er professionelle så kort før pokalfinalen, tilføjede han.
Da var Bent Nyegaard i færd med et nyt interview med en radioreporter, inden han igen skulle drøne hjem gennem de berygtede sving ved Mullerup.
Det får snart en ende.
Kilde: Fyens Stiftstidende.