GOG vælger at satse på Carsten Albrektsen og Klavs Bruun som herretrænere
Af Niels Abildtrup
Bent Nyegaards æra i GOG er slut til sommer. Ledelsen og den mangeårige cheftræner og sportschef kunne ikke blive enige om at forlænge samarbejdet.
Bent Nyegaard havde andre kort på hånden – og holdt op mod GOG’s tilbud valgte Nyegaard at kigge seriøst på frieriet fra den ambitiøse vestjyske klub Tvis/Holstebro.
Derefter kiggede direktør Arne Buch på de andre muligheder efter sonderingerne med Nyegaard.
– Til sidst aftalte jeg med Nyegaard, at vi i klubben fik en ny tidsfrist til at kigge på det, som lå på bordet. Vi vurderede så, at vi ikke kunne og ville være med, og det meddelte vi så Bent Nyegaard, sagde Arne Buch i går og bekræftede, at bestyrelsen mandag aften var samlet for at tage den endelige beslutning.
Løsningen blev, at den hidtidige herretræner-assistent Carsten Albrektsen bliver ny cheftræner efter sommerferien, mens Klavs Bruun Jørgensen bliver spillende assistent.
Bent Nyegaards sportschef-funktioner fordeles i et udvalg, hvor direktør Arne Buch får en central funktion.
Det fremgik af Buchs udlægning på pressemødet i går i Gudme-kongernes hal.
Bevæget dag
– Man må vel betegne udviklingen som et brud mellem GOG og Bent Nyegaard?
– Ja, det er det jo, sagde Buch, der ikke lagde skjul på, at det var en bevæget dag for GOG.
– Det er en mærkelig dag, hvor vi er stolte over at kunne præsentere en ny træner-konstellation, men på den anden side føler det vemodigt, at vi til sommer mister en institution som Bent Nyegaard, sagde Arne Buch.
– Men Bent Nyegaard har truffet en beslutning om at søge nye udfordringer. Jeg troede ikke for 14 dage siden, at vi skulle ende med denne situation, men sådan blev det.
– Handlede bruddet om penge?
– Det er jo altid sådan i en forhandlingsproces, at det handler om betingelser og økonomi. Vi kunne så ikke blive enige, sagde Arne Buch.
– Vi har over en del uger forhandlet, men efter to-tre gange stod det klart, at vi ikke kunne blive enige.
– Hvornår stod det klart?
– Hen over weekenden.
Albrektsens chance
Når GOG vælger konstellationen Albrektsen/Klavs Bruun Jørgensen, går klubben samtidig nye veje.
– Albrektsen sætter dagsordenen, men jeg får mulighed for at komme med mine impulser. Det har hele tiden været min intention at forsøge mig som træner, og jeg er glad for at få chancen nu, sagde Klavs Bruun Jørgensen, der tidligere har luftet, at hans aktive karriere ikke har mange år tilbage.
– Hvornår stopper du?
– Foreløbig spiller jeg denne sæson, og hvis kroppen fortsat reagerer fint, så er det op til Carsten, og naturligvis mig selv, at vurdere, om jeg også skal fortsætte som spiller, sagde Klavs Bruun Jørgensen.
Islutningen af januar skal Bruun Jørgensen spille EM i Slovenien for Danmark. Der står en ekstra OL-billet – og nye slutrunder – på spil.
– Om jeg fortsætter på landsholdet? Vi får se, sagde Bruun Jørgensen, inden han gik for at lade op til aftenens kamp.
Hvor Bent Nyegaard var cheftræner.
Kilde: Fyens Stiftstidende.