TTH fik revanche for efterårets nederlag til Ajax Heroes, da holdene mødtes fredag aften i det vestjyske. De 930 tilskuere, der var mødt op til sæsonens sidste hjemmekamp, var dog langt fra vidne til nogen magtdemonstration fra TTHs side – i store perioder af kampen var det svært at se, at TTH ligger solidt i midten, mens Ajax skal i nedrykningsspil.
Første halvleg startede helt galt for TTH. Vestjyderne magtede ikke at åbne op for københavnernes offensive forsvar og der blev lavet mange fejl. I den modsatte ende af banen så vestjyderne heller ikke så heldige ud. Ajax kom på 3-8, men en time-out hos hjemmeholdet fik stabiliseret spillet og TTH kom igen til 9-9. Det var dog først mod slutningen af halvlegen at vestjyderne sikrede sig en beskeden pauseføring på 2 mål, 17-15.
I anden halvleg forsatte takterne fra første. Ikke mange minutter før kampens slutning blev TTH ramt af to udvisninger næsten samtidig, hvilke gav Ajax en gylden mulighed for at indhente vestjydernes føring på to mål. Københavnerne fik dog kun hentet et enkelt mål, da Lars Rasmussen formåede at score et mål, tilsyneladende henover forsvarsspillerne i midtzonen. Kampen endte 34-32, og med Dennis Kirkegaards ord fra en tidligere kamp så ”kan man jo ikke se i tabellen hvordan vi spillede”.
Samme Dennis Kirkegaard, René B. Madsen og Rasmus Lind var lyspunkterne i kampen. Kirkegaard spillede sidste kamp på hjemmebane før han drager til Fyn og GOG, og han leverede en meget godkendt indsats. René Madsen var den store trussel i bagkæden, hvor hverken Hucko eller Forsmoo havde tur i den. Ajax havde også godt fat på Jesper Ahle på stregen, som ikke fik meget ud af det. Dagens Drage er Rasmus Lind, som afløste Michael Bruun i første halvleg og havde mange flotte redninger.
Nu mangler der blot en enkelt turneringskamp i denne sæson og placeringsmæssigt betyder den hverken fra eller til, hverken for TTH eller modstanderen Fredericia HK. Håneretten over FHK og fanklubben HK Ultras er dog også noget værd, så kom frisk til Fredericia den 21. april!