Team Tvis Holstebro har skrevet kontrakt med den 32-årige Jesper Degn fra Skjern Håndbold. Kontrakten er 1-årig, gældende indtil den 30. juni 2002.
Jesper Degn har i mange år været den store håndboldprofil i den vestjyske 2. divisionsklub Hvide Sande. Efter en halv sæson som topscorer i 2. division for Hvide Sande (99 mål i 10 kampe) skiftede Jesper Degn i januar til Skjern Håndbold, for at prøve kræfter i landets bedste række. Opholdet i Skjern har håndboldmæssigt ikke indfriet Jesper Degns forventninger. Derfor skiftet til Team Tvis Holstebro.
Jesper Degn er en hurtig og meget gennembrudsfarlig bagspiller, som Team Tvis Holstebro’s nye træner Peter Bruun Jørgensen ser store muligheder i.
Jesper Degn skal i den kommende sæson afløse den kroatiske playmaker Sinisa Markota, der efter et ophold på en sæson i det vestjyske, forlader klubben til fordel for en ny europæisk klub.
Team Tvis Holstebro og Sinisa Markota har i gensidig forståelse ophævet kontrakten to år før tiden.
Kilde: Team Tvis Holstebro.