Islands skræk

Michael Bruun fik igen islændingene til at måbe da Danmark vandt Super-Match.

Michael Bruun fik igen islændingene til at måbe da Danmark vandt Super-Match.
Nævn Michael Bruun for en islandsk håndboldspiller, og han løber skrigende bort.

Ved EM tog den 31-årige Team Tvis-spiller med fremragende redninger fuldstændig pynten af de islandske spillere i bronzekampen, og i Århus Arena gentog han bedriften.

»Jeg trængte også til lidt succes efter en hård periode på klubholdet. Det er ikke gået alt for godt, efter at jeg er kommet tilbage med bronzemedaljen,« fortæller Michael Bruun, mens han har taget plads i landsholdets »rygekupe« sammen med Morten Bjerre og Joachim Boldsen.

»Jeg har talt en del med Antec (landsholdets målmandstræner Antoni Parecki, som til daglig også er målmandstræner for Michael Bruun i klubben, red.), og han har beroliget mig med, at det nok skulle komme igen, efter at jeg virkelig har trænet hårdt i de seneste uger. Heldigvis fik han ret,« kom det fra Michael Bruun efter den forrygende indsats.

Islændingene tog sig til hovederne i første halvleg over den ene Bruun-pragtredning efter den anden. To straffekast blev snuppet, og i seks andre tilfælde var de islandske spillere helt igennem og havde kun den lange jyde foran sig. Men han var til gengæld også som en mur, man ikke kunne skyde forbi.

»Det har været skønt at møde drengene igen. Det er virkelig nogle landskampe, som jeg har set frem til,« siger Michael Bruun, der ikke har spillet forfærdelig meget i de to første kampe mod henholdsvis Polen og Norge, og i går også venligt overlod pladsen til Kristian Asmussen i de sidste fem minutter.

Det var en tilfreds landstræner Torben Winther, som efter den samlede sejr i SuperMatch kunne takke sine spillere og sige på gensyn til juni.

»En ny solid indsats. Efter bronzemedaljerne i Sverige må vi regne os selv i verdensklasse, og dermed ved vi, at modstanderen på forhånd har stor respekt for os. Niveauet har været holdt gennem alle tre kampe, og jeg synes, spillerne har vist meget, som vi kan bygge videre på. Det er vigtigt, at vi ikke på noget tidspunkt har dummet os og dermed skulle til at samle op igen,« siger Torben Winther.

Kilde: B.T..