Inden dagens lokalopgør, havde hjemmeholdet noget at bevise. Med en målscore på –27 i de sidste 2 kampe, kunne det forstås som om de allerede var gået på sommerferie. Skjern derimod skulle bruge 2p i jagten på GOG. Opgørene mellem TTH og Skjern er altid intense, dagens kamp var ingen undtagelse!
Kampen startede fornuftigt og holdene fulgtes godt ad de første 5 min. Desværre, som i Bjerringbro-kampen, rendte modstanderne dog fra TTH. Via et par udvisninger, udnyttede et klogere Skjern-mandskab hjemmeholdets fejl og stak af sted. Dragerne forsøgte at holde på men desværre straffede Skjern hver enkelt lille fejl.
Blot 5 min. inde i 2. halvleg kunne udeholdet bringe sig foran 10-17, og de 1600 fremmødte publikummer frygtede en gentagelse af kampen mod Helsinge. Dragerne derimod, var opsatte på at vise at de kan fighte og at de bestemt ikke vil tabe til Skjern. Hjemmeholdet kom godt igen, men hver eneste gang kampen så ud til at tippe, til dragernes fordel, kom dommerne med nogle af deres få mærkværdige kendelser. Disse, og så en lidt for velspillende ”Judas” Degnbol (læs: Det er ment som en spøg!) i Skjern målet, medvirkede til at TTH aldrig kom nærmere end 4-5 mål. I dag vil vi ikke tude over dommerne, som leverede en ok præstation, deres enkelte blødninger var bare rigtig dårligt timet!
Det positive ved kampen, var når TTH kom i tanke om, hvor let håndbold i grunden er, når man spiller som et hold. Flere gange så man fremragende indspil til Jesper Nøddesbo på Stregen, især var Jacob Thoustrup flittig til dette, ellers klappede han bare bolden i nettet. De så legende let ud. Desværre for resultatet valgte dragerne lidt for ofte de svære løsninger. Mod slut blev kampen især hektisk. Dommerne kunne ikke længere holde hovedet koldt, og i slutminutterne kammede det hele over, og de to stakkels paranoide mænd i gult, måtte efter 2 røde kort til hjemmeholdet med 10 sek. igen, bede dommerbordet om beskyttelse. Da de frygtede at deres åbenlyse fejl kendelser ville få konsekvenser. Herregud I lignede jo to omvandrende konfirmander der blev mobbet lidt af nogle få sindige vestjyder. Desuden valgte de at give Niels Wittus direkte rødt. Der er bare det problem, at det ej var Niels Wittus, der satte tacklingen, som måske kunne tolkes til en 2 min. udvisning, ind men derimod Jesper Stenholt. Dette synes at understrege de to gule mænds overblik mod slut!! Deres indsats bliver desværre overskygget af denne episode, men ellers prøvede de da i det mindste. Skjern slap af sted med en sejr på 21-25. Sejrens størrelse skal ses i lys af to fremragende Keepere, i Leif og Tom, som snuppede flere straffekast. De spillede en stor 2. halvleg.
Dagens Drage: Jacob Thoustrup – viste at flammen brænder endnu i TTH.
Vidner: 1600 stk. Kom godt med mod slut og hjalp godt til at ligge pres på de grønne djævle.