Gjentagelsen

For 6. gang i træk fik de grønne sydfra fuld pointhøst mod Tvis KFUM / Team Tvis Holstebro.

For 6. gang i træk fik de grønne sydfra fuld pointhøst mod Tvis KFUM / Team Tvis Holstebro.
Årets brag på Idrætscenter Vest mod Skjern blev som sædvanlig lidt af en fuser, da Skjern straks fra start tog téten og førte hele kampen ud. I første halvleg havde Dragerne store problemer med Skjern offensive 5-1-forsvar og angrebsspillet var yderst forkrampet. Tillige blev adskillilge bolde smidt væk og mange skud brændt på sympatiske og godt spillende Jonas Degnbol i Skjernmålet. Det gør ondt, når gamle venner piller Tvis Holstebro fra hinanden!

10-13 til Skjern ved halvtid var billigt sluppet efter en dårlig første halvleg, hvor Michael Bruun heller ikke fik fat i meget. I anden halvleg viste Bruun og Dragerne igen tænder og kom op på 15-16 og stod flot defensivt.

Desværre fangede man ikke chancen for at komme helt op, da 2 skud ramte stolpen. Nu fik de grønne igen luft, men igen kom Tvis Holstebro næsten op ved 20-21 med få minutter igen. Idrætscenter Vest sydede og de 1950 vidner øjnede point. Dette gjorde Claus Hansen dog til skamme med en flot scoring fra venstrefløjen, og Skjern kunne gå sejren i land til slut.

Det kontant spillede lokalopgør blev myndigt styret af Henrik Mortensen og Lars Christensen, der delte sol og vind lige med 4 udvisninger til hver. De toneangivende spillere i angrebet var hos hjemmeholdet venstrebacksene Lasse “Autofire” Andersen og Toke Holst, mens de yderst tændte Kristian Gjessing og TTHs onde ond Henrik Bergholt viste vejen for Skjern, der er godt på vej mod slutspillet. Derimod må Tvis Holstebro vel nu bruge kræfterne i resten af sæsonen på at spille de kommende stamspillere ind på holdet. Ungdommen er klar til at tage over med spillere som Toke Holst, Jakob Thoustrup, Dennis Kirkegaard, Jesper Ahle og Nøddesbo, Kenny Mikkelsen, Per Leegaard og Jacob Dam.