Med høje håb og store forventninger mødte Flammens udsendte medarbejder med følge op ved det nye kulturmekka i Otterup på Nordfyn. Med halvanden time til kick off var der mulighed for at udforske Danmarks mest moderne bowlingcenter, der ligger i forlængelse af den spritnye Otteruphal.
De rødhvide Bønder følte sig straks hjemme, da en fin duft af gylle lå over den fynske idyl i udkanten af byen. Hjemme, det kan man ikke sige at spillerne følte sig på banen, da kampen kom i gang. Team Tvis Holstebro førte 3-2, men Otterup virkede langt mere tilpas i de vældige, men tyndt befolkede, omgivelser, der i første halvleg ikke udmærkede sig med noget, der lignede ligastemning på tilskuerpladserne.
Spillet på banen styrede fynboerne, og kun Bomber john Mikkelsen viste klasse hos vestjyderne. Angrebsstrategen lavede 7 af gæsternes 11 mål i første halvleg. Desværre var forsvarets og målmændenes parader åbne som himlens sluser i det fri. 15-11 ved halvtid.
Til anden halvleg havde Tvis Holstebro fået smurt angrebet , ligesom de tilrejsende fans havde fået smurt stemmebåndene af de fadøl, der i Otterup er billigere end sodavand. Jakob Thoustrup spillede gentagne gange Nøddesbo fri bag forsvarsbacken, og forsvaret vågnede også op.
Bønderne kom på 20-20, og nu lugtede det af sejr. Det fik en række uprovokerede fejl dog ændret på, og velspillende Otterup bragte sig på 24-21. Lukket og slukket i Otteruphallen, hvor danmarks mest moderne bowlingcenter sikkert langede et par ekstra fadøl over disken oven på sejren på 31-26.
Turen til Otterup sluttede med 15 minutters ventetid i silende regn for den bitre, men fattede, udsendte medarbejder og følge. Busserne på Nordfyn hænger sig ikke i detaljer såsom køreplaner…
Humøret steg dog en kende, da Flammens mand erfarede, at Skjern og Viborg også mistede deres reelle chance for en slutspilsplads. Håbet er, at spillerne mander sig op til kampen mod Viborg på mandag – der kommer vel gang i gemytterne.