En kamp uden vinder

Aalborg HSH trak det længste strå i dagens TV-kamp, men det var hverken dem der vandt eller TTH der tabte. Manglende mental tilstedeværelse i den første tredjedel af anden halvleg og en meget ringe dommerpræstation stod i vejen for Dragerne.

Aalborg HSH trak det længste strå i dagens TV-kamp, men det var hverken dem der vandt eller TTH der tabte. Manglende mental tilstedeværelse i den første tredjedel af anden halvleg og en meget ringe dommerpræstation stod i vejen for Dragerne.
Første halvleg var en jævnbyrdig affære. Hjemmeholdet startede ganske vist bedst ud og var snart foran med tre-fire mål, men TTH gav den gas og ingen af holdene formåede at trække afgørende fra. Kort før pausen stod det 17-16, men desværre smed Dragerne en bold væk og måtte gå til pausen med to mål op, hvilket dog var en rimelig forhandlingsposition.

Anden halvleg startede elendigt for TTH. Intet fungerede og Aalborg HSH fik skabt en føring på syv mål. Men så trak Dragetæmmer Ole A. en time-out og Dragerne begyndte at spy ild. Et rigtig flot come-back bragte Aalborgs forspring ned på et enkelt mål og to-tre minutter før tid stod det 30-29. Desværre fik TTH en af mange underlige udvisninger og dermed var chancen for sejr så godt som forduftet. Det blev 31-30, før Aalborg kørte den hjem med yderligere et par mål til slutstillingen 33-30.

Dagens dommerpræstation var ikke noget at råbe hurra for, medmindre man da bor i Aalborg, Vadum eller omegn. Dommerparret havde tilsyneladende noget imod TTH. I hvert fald fik TTH væsentligt flere udvisninger og straffekast imod sig, uden at spille grovere end Aalborg. TTH fik fem udvisninger og to straffekast, mens Aalborg HSH fik en udvisning og hele syv straffekast.

Det var ganske forfærdeligt at være vidne til at Aalborgs stregspiller fik lov at score med fødderne plantet på den forkerte side af stregen, mens der i samme situation i Dragernes næste angreb blev dømt overtrådt mod Jesper Ahle. Han spillede til en forandring en god del af kampen i begge ender og scorede tre mål.

Det ville selvfølgelig ikke have været så galt alt sammen, hvis TTH også var klart ringere end Aalborg. Desværre er det ikke tilfældet. Når ellers dommerne holdt fløjten i ro hentede Dragerne ubesværet ind på Aalborg, og når man påtænker den tætte slutfase, kan man ikke lade være med at føle sig snydt.

Dagens Drage: Jesper Holm for en forbilledlig kampvilje, såvel i denne som foregående kampe.

Udgivet Kategorier Ikke-kategoriseret