Århus GFs Liga-mænd fik en nærmest perfekt start på den nye sæson, da Team Tvis/Holstebro i Idrætscenter Vest i Holstebro blev besejret 30-27 efter en kamp, hvor Århus GF totalt sad på de første 50 minutter.
I den del af kampen blev hjemmeholdet reduceret til rene statister af et århusiansk hold, der viste kvaliteter som forbilledligt forsvarsspil, varieret angrebsspil og en glimrende gejst.
Det århusianske hold måtte endda stille op uden Thomas Steen, Jan Paulsen og Lars Juul, der alle er skadet.
Jan Paulsen skal i dag scannes for at få set på, hvad der er galt med hans akillessener.
Men de øvrige spillere i truppen lod sig ikke mærke med, at tre af dem, man må betegne som de største profiler sad uden for.
Store præstationer
Der var en lang række glimrende præstationer hos Århus GF, men enkelte sprang i øjnene som særligt bemærkelsesværdige.
Her var især den bulderstærke islandske streg Robert Gunnarsson en nydelse at se på. Også Ras Bloch i målet og Henrik Hansen i bagkæden og midterforsvaret holdt et højt niveau, mens Torben Vinther med blot få ganges træning siden sin ankelskade i første halvleg fik åbnet Tvis/Holstebros forsvar med nogle knaldhårde stående skud.
– Det var fremragende af Vinther. Han åbnede deres forsvar og det gav os lidt luft. Hansen spil var helt i orden især i første halvleg. Hans bevægelsesmønster gør, at han er en meget central spiller for os, sagde træner Jesper Ø. Pedersen.
Om Henrik Hansens indsats skal det lige nævnes, at den var meget flot i begge ender. I angrebet tilførte han temposkift, som hjemmeholdet ikke helt fik styr på, og i forsvaret lå han som forreste mand i 3-2-1 formationen og ikke blot forstyrrede Tvis/Holstebros opspil, men også flere gange kom igennem og snuppede bolden, så Århus GF kunne løbe kontra. Og kontraløbene gav Århus GF 11 rene scoringer i løbet af kampen.
Trætte mod slutningen
I de sidste 10 minutter af kampen udviklede det hele sig til en stor gang rod, hvor hjemmeholdet med offensivt forsvar fik bragt århusianerne ud af fatning og var meget tæt på efter at have været bagud med 13-24.
Her var det tydeligt, at flere af århusianerne var ved at være trætte, men der var også blevet trukket meget store veksler på spillere som Michael Laursen, Henrik Hansen og André Iversen.
– Vi blev meget trætte og derfor blev det kaos. Men vi fik vist, at kan vi holde den tænding, som vi havde i starten, så får alle hold svært ved at komme gennem vores forsvar, sagde Michael Laursen.
Anføreren var glad for, at kampen til sidst blev spændende.
– Vi er et nyt hold, og derfor var det godt at få set, hvordan vi reagerer under pres. Det var faktisk perfekt for os, sagde Michael Laursen.
Kan lege med de fleste
Også Henrik Hansen kaldte kampen noget nær perfekt.
– Det er ikke mange hold, der tager til Tvis og vinder. De er meget stærke på hjemmebane. Men vi fik vist, at vi har et bredt hold og kan lege med de fleste i rækken, sagde Henrik Hansen.
Jesper Ø. Pedersen havde mange store roser til sine spillere efter kampen.
– Vi står fantastisk i forsvaret og spiller tålmodigt i angrebet. Mod slutningen var spillerne meget trætte, men de gjorde det fantastisk. Det var en drømmestart, sagde træneren.
Kilde: Århus Stiftstidende.