Hvis en ørn og en drage kom op og toppes ville resultatet sandsynligvis være grillkylling. Når de vestjyske drager i aften gæster den midtjyske Ørnerede, Silkeborghallerne, er udfaldet ikke helt så givet. Team Tvis Holstebro ligger øverst i tabellen med to point og to pladsen ned til Bjerringbro-Silkeborg, men på hjemmebane i Ørneborgen må favoritterne være dem med fjerene. Selvsikkerheden er dog ikke slående hos BSV, som på klubbens hjemmeside bringer en optaktsartikel, der er Braveheart værdig: “Ørnene er presset, og har sat point til, dog har Ørnereden med undtagelse af et tilfælde holdt stand. Det er i en situation som denne, at Ørnereden rejser sig til kampen. Det er onsdag aften kl. 19, at Danmarks bedste hjemmepublikum viser spillerne, at når de er mest pressede, så er hjemmebanen klar til at løfte dem til sejr. Det er onsdag aften, at publikum lægger et enormt tryk på Tvis Holstebro, og det er onsdag aften, at publikum virker som den vigtige 8. mand, der er med til at hive 2 point hjem.”
Kilde: Bjerringbro-Silkeborg