Chok og ydmygelse

Allan Damgaard, TTH - Wisla Plock, 2013. Foto: hfoto.dk

De færreste havde nok regnet med en storsejr til gæsterne da Team Tvis Holstebro i går besøgte KIF Kolding Københavns københavnske hjemmebane. Det var faktisk KKK’s første nederlag på hjemmebane i denne sæson og det kan man mærke i avisernes dækning.

KIF’s stjernebesatte veteranhold er vant til at vinde, så når de lider sæsonens første nederlag på hjemmebane får journalisterne lejlighed til at hive de store ord frem.

“Choksejr: Tvis ydmygede topholdet” (Ekstra Bladet) og “KIF ydmyget af Tvis” (JyskeVestkysten), “KIF banket på plads af Team Tvis Holstebro” (TV 2 Sporten) – det klinger godt i vestjyske ører.

I BT hedder det “Team Tvis efter choksejr over KIF: Vi savede dem midt over”. Det er Allan Damgaard, der står for værktøjsmetaforen, og han fortsætter: “Vi vil gerne gå hele vejen. Vi går efter guldet.” Sådan skal det være!

KKK selv er anderledes afdæmpede og konstaterer blot at “KIF taber årets sidste hjemmekamp”.

Den eneste malurt i bægeret er, at Skjern i aften har mulighed for at spille sig ind på ligaens førsteplads hvis de vinder over Århus. Så vil de grønne nemlig have et point mere end KKK.