1. divisionsklubben Brabrand IF, der netop har sikret sig oprykning til kvindernes Håndboldliga, er officielt gået i betalingsstandsning som følge af dens anstrengte økonomi.
Klubben vil nu forsøge at finde penge til at gennemføre en frivillig akkord med de kreditorer, der har penge til gode i håndboldklubben. En af kreditorerne er Told & Skat, der har forlangt, at klubben træder i betalingsstandsning.
Hovedparten af spillerne i klubben har accepteret en væsentlig lønnedgang i forsøget på at redde den fra konkurs.
På grund af Brabrand IF’s dårlige økonomi samt erkendelsen af, at det sportslige niveau ikke rækker til Håndboldligaen, har klubben ansøgt Dansk Håndbold Forbund (DHF) om at forblive i 1. division.
Kilde: B.T..