Tandløs drage tabte til tigeren

Det var som om, der ikke var blevet fyldt propan på, da TTH-dragen tirsdag for første gang tog mod Skjern-tigeren i Stalden, Gråkjær Arena. Angrebsspillet sprudlede ikke i mødet med Skjerns offensive forsvar. I en ellers lige kamp blev det afgørende.

Det var som om, der ikke var blevet fyldt propan på, da TTH-dragen tirsdag for første gang tog mod Skjern-tigeren i Stalden, Gråkjær Arena. Angrebsspillet sprudlede ikke i mødet med Skjerns offensive forsvar. I en ellers lige kamp blev det afgørende.

Der er ikke meget held i Gråkjær Arena. I hvert fald ikke for hjemmeholdet, der tirsdag aften tabte den første udgave af Slaget om Vestjylland, der har fundet sted på Team Tvis Holstebros nye hjemmebane. Lokalbraget havde nerve, intensitet og et medlevende publikum, men det polerede spil måtte de 2318 vidner kigge i vejviseren efter. Kampen var i lange stræk temmelig lige, men det var afgørende, at TTH’s angreb ikke for alvor formåede at løse op for det offensive grønne 3-2-1-forsvar.

Nærmest før kampen var gået i gang havde Skjern scoret tre hurtige mål til 0-3. Det skulle det vise sig at blive afgørende, men tog ikke spændingen ud af kampen. I slutningen af første halvleg fik hjemmeholdet kæmpet sig på 11-11 og 13-13, men til pausen havde udeholdet sikret sig en føring på 13-15. Cheftræner Uhrenholt var ikke tilfreds, hvad en reklamesøjle ved spillerudgangen fik at mærke.

Om udtilfredsheden skyldes TTH’s alt for mange tekniske fejl eller utur med dommerkendelserne er ikke til at vide. Som hjemmeholdsfan havde man dog ikke helt mistet håbet. Lidt bedre spil kunne vende kampen.

Det gode spil lod dog vente på sig. Mønstret fra først halvleg fortsatte og TTH scorede blot fire gange i det første kvarter af anden halvleg. Modet havde de dragehamsklædte dog ikke mistet. En time-out og lidt stærkere forsvarsspil gav nogle kontramål og med fem minutter igen var kampen helt lige, 23-23. Euforien på tilskuerpladserne blev dog kortvarig. TTH’s angrebsspil frøs til og de grønne, med altid usympatiske Kristian “Fjæsing” i front, sikrede sig en sejr på 24-27. Skæbnens ironi ville at TTH vandt seneste kamp i Skjern med de samme cifre.

Dagens Drage er Mads Christiansen der fik sat seks fine mål ind, bl.a. fra ydersiden af backen. Anders Petersen stod også en fin kamp i målet bag et forsvar der leverede hvad det skulle. Men angrebet, altid TTH’s achilleshæl, det haltede. Skjern havde tilsyneladende lært af sæsonens første møde.

Med dagens resultat er TTH nu tre point fra Skjerns forjættede fjerdeplads. Der skal en del point på kontoen i de sidste tre kampe inden vinterpausen, hvis TTH skal have en chance for at bytte plads med de grønne. Aarhus og Skanderborg hjemme samt Viborg på udebane er programmet, så på papiret skulle det også være muligt.