Solberg deux point

Silje Solberg, TTH - SKÅ, 2014. Foto: hfoto.dk

Med en redningsprocent på over 50 sikrede Silje Solberg ene kvinde TTH to point mod SK Århus i en kamp, der var fattig på mål og poleret angrebsspil.

Team Tvis Holstebros damer mødte op uden angreb, da de søndag havde besøg af SK Århus. Til gengæld havde de Silje Solberg i målet, der med en redningsprocent på 56 forhindrede en skuffelse mod de nyoprykkede østjyder.

Kampen begyndte som en målrig affære, men allerede efter tyve minutter var halvdelen af alle mål scoret, og de sidste fyrre minutter blev anderledes målfattige. Syv minutter inden pausen stod det 13-13 før først Århus og siden TTH scorede to gange til.

Da først forsvarene havde gravet sig ned var det slut med det gode angrebsspil for både hjemmehold og gæster. Vestjyderne spillede sidelæns, missede afleveringer og kastede bolden i armene på østjyderne. Skulle bolden i kassen, krævede det individuelle aktioner. De kom fra Kristina “Mulle” Kristiansen, som lynede med underhånden og lavede ni mål på 17 skud.

Første Verdenskrig er berygtet for at være stillestående, men som stillingskrig betragtet kunne søndagens opgør godt være med. Mest udpræget var det midt i anden halvleg, hvor der i 10 minutter kun blev scoret et enkelt mål. Manglen på mål gjorde kampen næsten lige så tæt som Den Store Krig var blodig.

Og hvad maskingeværet var for Første Verdenskrig var Silje Solberg for TTH. Hun standsede ethvert stormløb mod målet og er en ubestridt Dagens Drage.

To minutter før tid var stillingen helt lige, 22-22. Jamina Roberts, vicetopscorer for TTH med fem mål, scorede, men fik straks efter en udvisning i forsvaret. Heldigvis var det TTH’s Daniella Dragojovic, der satte kampens sidste, og sit eneste, mål ind til slutstillingen 24-22. TTH fik den ventede sejr, men ikke så nemt, som man kunne have håbet.