Et velforberedt og kampklart TTH-mandskab tromlede Skanderborg Håndbold med 28-36 i de grønnes sidste hjemmekamp inden fusionen med Aarhus og farveskiftet til marine- og Aarhusblå. Det sikrede de vestjyske helte en yderst velfortjent plads i semifinalen allerede to runder før slutspillets endeligt. En sand kraftpræstation.
Med Skjerns sammenbrud til Aalborg i slutspilspuljens første kamp, der endte 28-28, gik TTH-spillerne på banen i Skanderborg med vished om, at en sejr ville sikre en semifinaleplads. Det var den luns kød, der var brug for. Et koncentreret TTH-mandskab lagde godt ud med evigt unge Allan Damgaard og landsholdsvarme Aaron Mensing i front. Og selvfølgelig landets mest kølige målmand, Sebastian Frandsen, som en sikker sidste skanse. Første halvleg endte 14-17 og der var således stadig et stykke arbejde, der skulle gøres gennem anden halvleg – troede man.
Imidlertid knækkede dragerne kynisk kampen i begyndelsen af anden halvleg, hvor Frandsen, forsvaret og kontraen pryglede de endnu grønblusede fra Østjylland. 14-17 blev til 14-21 og 21-31, og så kunne førstekæden sætte sig på bænken og give plads til den unge garde, der styrede bussen i garagen til 28-36.
Blandt kampens mange lyspunkter var playmaker Damgaards skud og overblik, Mensings tørre hug, Kay Smits’ gennembrud, Odinn Rikhardssons og Magnus Brammings sikre afslutninger, Frandsens benparader i to meters højde og ikke mindst Jorn Smits gennembrud som angrebsspiller med 3 mål.
Tillykke med semifinalen! Stor respekt til hele truppen af spillere, trænere og ledere. Nu håber vi blot, at det bliver muligt at følge vore helte fra lægterne i semifinalerne fra slutningen af maj. Åbn dørene til arenaerne, politikere!