Når de danske mestre fra Aalborg spiller op til deres bedste, så er de svære at bide skeer med. Det gjorde de desværre onsdag aften i Holstebro.
I den sidste kamp i grundspillet var TTH ikke langt fra at snyde Aalborg for andenpladsen. I forhold til den kamp havde Aalborg til mødet i slutspillet finjusteret både forsvar og angreb. Derfor var TTH på en meget svær opgave mod et hold med klassespillere på alle pladser.
Kampen begyndte lige, men efter 20 minutter begyndte udeholdet af trække fra og gik til pausen med 12-17. I anden halvleg fortsatte nordjydernes dominans, og de kom foran 14-22 fem minutter inde i halvlegen. TTH havde problemer med at lukke af for de gennembrudsstærke bagspillere fra Aalborg, og i angrebsspillet blev vestjyderne gang på gang lokket ind over midten, hvor den aggressive midterblok fra Aalborg lukkede dem effektivt ned.
Efter en timeout kom TTH mere med i kampen. Der blev skiftet til et offensivt forsvar og Rickard Frisk kom på mål. Mens forsvaret stadig havde svært ved at holde de velspillende mestre fra store chancer, leverede Frisk store redninger i målet. Han tog blandt andet to straffekast og endte med at redde 7 ud af 15 skud.
Dette kunne være opskriften på et stort comeback, men TTH kom aldrig tættere på end 23-27. Det skyldtes, at Aalborg gav meget få kontrachancer væk til TTH, og at dragerne stadig havde det svært i angrebet, hvor spillet stadig gik for meget ind over midten. Dog lykkedes det flere gange Allan Damgaard at komme på kant mellem back og fløj i højresiden efter pladsskifte, men det var ikke nok. Emil Jensen blev også sat ind de sidste minutter for at udfordre Mads Christiansen på gennembrud fra venstreback, men da var det for sent.
Det er dog ingen skam at tabe til Aalborg, når mestrene rammer deres topniveau. Situationen i slutspillet ser da også stadig fornuftig ud. TTH mangler at møde alle tre hold en gang. Med tre point i disse kampe er semifinalepladsen sikret, men en enkelt sejr kan også vise sig at være nok. Den næste udfordring er den 5. maj, hvor TTH skal til Skanderborg. En sejr her vil med stor sandsynlighed bringe hele Danmarks bondehold i semifinalen.