Sæsonens første pokal i hus

Med en sejr på 26-23 (10-11) over Skjern sikrede Team Tvis Holstebro sig sæsonens første titel samt en check på 75.000 kr.

I en halvtom arena i Skanderborg fortsatte mareridtet for de grønne. I ugens løb røg de ud i pokalen, og denne aften måtte de se sig slået af de noget kvikkere Drager fra Tvis Holstebro. Første halvleg var meget lige, men i anden halvleg løb TTH bogstaveligt talt fra Skjern. Mestrene virkede tunge og savnede skarphed i angrebsspillet, og det udnyttede særligt Magnus Bramming med en række fine kontrascoringer. Det blev til 13 mål på kontra i alt for TTH, der gik fra 10-11 til 15-11 og lukkede så bagdøren for Skjern, der ikke kom tæt på igen. Og det på trods af at TTH heller ikke fik angrebsspillet til at flyde.

Team Tvis Holstebro fik vist en række af de nye spillere frem. Som i pokalkampen i Ribe var det særligt Sebastian Frandsen i målet, der strålede med en redningsprocent omkring 50. Blandt markspillerne var det gamle kendinge som Jonas Porup og Magnus Bramming, der førte an i løjerne sammen med en skarp Jac Karlsson på playmakerpladsen.

Den foretrukne startformation her op til sæsonstart ser ud til at være: Bramming, Porup, Karlsson, Balling, Kildelund, Mousing og Frandsen. Og der er også gode spillere på bænken, så sæsonen tegner rigtigt godt.

Tillykke med Super Cuppen!