Klasseforskel mod Ringkøbing

Marianne Lundsby, TTH - Banja Luka, 2012. Foto: hfoto.dk

Mens det søndag krævede slid og slæb at vinde over Skive, havde Team Tvis Holstebros damer det anderledes nemt i tirsdagens sene kamp mod Ringkøbing, der endte med en storsejr til hjemmeholdet.

Dameligaholdet fra Ringkøbing-Skjern Kommune havde slet ikke samme niveau som herreholdet fra samme sted. Allerede ved pausen var TTH foran med 12 mål, 21-9, og ydmygelsen af gæsterne fortsatte.

Hele ti TTH-spillere kom på tavlen i kampen, der sluttede 33-19. Karoline de Souza blev topscorer med seks mål på syv forsøg. I målet havde Marianne Lundsby en redningsprocent på hele 57, mens den for Sandra Toft lå på respektable 43.

Med sejren er slutspilspladsen sikret både i teori og praksis med fire kampe igen. Næste opgave er på udebane mod Team Esbjerg, der ligger på den fjerdeplads som TTH bejler til. Esbjergensernes program ser lidt sværere ud end TTH’s, så chancen er der bestemt.