Bittert og utroligt

Klavs Bruun, TTH - SJ, 2013. Foto: hfoto.dk

Team Tvis Holstebro tabte 2014s første udgave af Slaget om Vestjylland på indkast få sekunder før slutfløjtet. Først var det utroligt – så blev det meget bittert.

Slaget om Vestjylland er kendt udenfor landsdelens grænser som et intenst drama hvor alt kan ske. Trods det, var der næppe en eneste af de godt 3.000 vidner, der havde regnet med at hjemmeholdet ville tabe på et indkast i de døende sekunder af kampen.

Med et halv minut igen var det ellers TTH der havde det største chance for at sikre sig to point. Stillingen var helt lige og hjemmeholdet havde bolden. Rasmus Lind var listet af banen til fordel for en ekstra markspiller for at maksimere mulighederne for mål.

Desværre misforstod spillerne hinanden. Morten Nyberg smed bolden ud over sidelinjen og Skjerns René Rasmussen kunne kaste den i det tomme mål. Vidnerne var målløse. Med to sekunder tilbage på uret kunne de hvide ikke nå at udligne og de grønne vandt 26-27.

Forud for den overraskende afslutning var gået en meget lige kamp, hvor ingen af holdene førte mere end tre mål.

Hjemmeholdet kom bedst fra start. Rasmus Lind var klar og tog halvdelen af gæsternes forsøg i det første kvarter, inkl. halvandet straffekast. Samtidig var der fart i TTH-kontraen og styr på overtalssituationerne.

Efter 6-9 fik Skjern dog bedre styr på angrebsspillet og skabte balance i regnskabet ved stillingen 9-9 efter 21 minutter. TTH begyndte at blive ramt af udvisninger og i slutningen af halvlegen var det Skjerns tur til at være foran med tre mål.

I sidste minut af halvlegen fik Magnus Bramming og Morten Nyberg heldigvis reduceret, så halvlegen sluttede med 13-14 og den mindst mulige grønne føring.

Skjern var en snudespids foran i det meste af anden halvleg. Tre udvisninger i det første kvarter gjorde det svært for TTH og ved 18-21 var de grønne tæt på at stoppe de hvide i sækken.

Heldigvis kom Magnus Bramming på banen efter sin anden udvisning med masser af gejst. I skønt samspil med Rasmus Lind i målet lavede han fire mål på stribe og holdt hjemmeholdet inde i kampen. Med syv minutter tilbage på uret kunne Allan Damgaard endelig bringe TTH foran igen, 25-24.

De sidste minutter blev vanvittig tætte før det hele altså sluttede bittert og utroligt.

Dagens Drage er Magnus Bramming, der nærmest udgjorde hele venstre angrebsside på en dårlig dag for både Jakob Green og Michael Damgaard. Med en redningsprocent på 40, og to nuppede straffekast, har Rasmus Lind dog også sin del af æren for at TTH næsten fik point.

TTH har nu kun to kampe tilbage af grundspillet, men vestjyderne har ikke så meget at spille for. Fjerdepladsen er sikret, mens det bliver svært at nå højere op. Medmindre Kolding får vippet Skjern af førstepladsen, kan vi altså se frem til mindst to nye slag om Vestjylland i denne sæson. Lad os håbe de ender mindre bittert.