Helt fuldendt

Team Tvis Holstebros herrer står i den første DM-finale nogensinde efter en sikker hjemmebanesejr på 30-25 over GOG. Vestjyderne satte sig på kampen fra starten, gjorde arbejdet færdigt og lod aldrig fynboerne tro på en sejr.

Det tog fire forsøg, men lørdag vandt TTH endelig en DM-semifinale! Foran 3.102 hvidklædte vidner i Gråkjær Arena spillede TTH sig lørdag i DM-finalen med en sejr over GOG. En historisk præstation – men fuldt fortjent for vinderen af grundspil og slutspilspulje.

Vestjyderne kom ud til kampen som lyn og torden. 3-0 efter knap tre minutter tvang GOG-træner Jakob Larsen til at lægge det grønne time-outkort. Det hjalp også lidt, men han måtte alligevel se sit hold komme bagud 5-2 og 10-6.

Situationen blev ikke bedre for GOG da det unge håb Andreas Holst fra Lemvig måtte bæres fra banen med en knæskade.

Sigurbergur Sveinson var onde ved de gule i begyndelsen af kampen og scorede fire mål inden der var spillet et kvarter. Patrick Wiesmach var også flyvende og scorede syv gange i første halvleg.

Ligesom i første kamp var TTH godt forberedt på GOG’erne både i angreb, forsvar og kontra.

Ved halvleg var stillingen 19-12 – eller “100 mål bagefter” som Jakob Larsen konstaterede overfor tv i pausen.

Den komfortable føring kunne fornemmes på vestjyderne i begyndelsen af anden halvleg. Der bliver længere mellem målene og flest til gæsterne. Magnus Bramming scorede til 21-12 efter fem minutter, men derefter var det GOG, der havde tur i den. Eller rettere Minik Dahl Høegh, der scorede fire i træk, og fik Patrick Westerholm til række ud efter time-outkortet.

Umiddelbart efter fik Jonas Larholm to minutter for at skyde efter dommerne havde fløjtet og så måtte opretningen vente. Heldigvis var Jonas Hansen, Dagens Drage, på pletten med to redninger i træk, men kunne ikke forhindre gæsterne i at score til  21-17.

Værterne kom på tavlen igen med et islandsk sagadrøn fra Sigurbergur Sveinson, men godt halvejs i halvlegen kunne Minik Dahl Høegh reducere føringen til det samme som efter tre minutters spil: tre mål, 22-19.

Tættere på kom fynboerne heldigvis ikke. Med godt 12 minutter igen nåede føringen fem mål og resten af kampen gik med at bytte mål. Da uret nåede 60 minutter stod der 30-25 på tavlen.

I aften skal der festes, i aften skal vi glæde os over finalepladsen – men i morgen er det på den igen. BSV og KKK skal afgøre hvem der skal møde TTH i finalen og forberedelserne begynder før første finalekamp på onsdag. Lad os slutte sæsonen som nr. 1 i ligaen, slutspilspuljen og i DM-finalen. Kom så de hvide, kom så drager – lad os få det guld til Vestjylland!