Fugl Phønix rejser sig fra asken

Det var de færreste af de ca. 50 tilrejsende TTH-fans, der i pausen i kampen mod GOG regnede med, at TTH ville sikre sig den første semifinaleplads siden 2021. TTH var bagud 17-13 i den nye Arena Svendborg og snakken gik om, at det ville blive en svær kamp ude mod BSH på onsdag om semifinalepladsen.

Men som en anden Fugl Phønix rejste dragerne fra Vestjylland sig fra asken og kom som forvandlede ud til anden halvleg. Sander Heieren hev redninger ud af ærmet, forsvaret stod godt og både 6 mod 6 og 7 mod 6 angrebet fungerede langt bedre end i første halvleg, hvor TTH havde meget svært ved at trænge gennem den gule mur.

Med William Aar og Kevin Gulliksen som de vigtigste skarprettere spillede TTH sig tilbage i kampen og kom foran 24-25, inden GOG igen tog teten. Med 40 sekunder tilbage scorede den dygtige playmaker for GOG Tobias Grøndahl sit 10. mål, denne gang på straffe, og bragte GOG foran 29-28. Men efter en timeout holdt TTH hovedet koldt og Edwin Aspenbäck tyrede bolden ind på en god chance efter assist af Thomas Damgaard med 9 sekunder igen: 29-29.

Det resultat komme begge hold bruge: GOG sikrede sig førstepladsen og TTH andenpladsen med uafgjort, så GOG lod tiden løbe ud, og TTH’s spillere, ledere og tilhængere kunne bryde ud i euforisk jubel.

Sidst TTH spillede en semifinale var i sæsonen 2020-2021. Herefter fulgte tre magre år med nervepirrende nedrykningskampe. Men nu har TTH rejst sig fra asken og tilspillet sig en plads blandt de sidste fire. En formidabel præstation af træner Arnór Atlason og spillerne, der har vist, af de er lavet af det stof, der skaber helte og legender.

Med sejren sikrede TTH sig sin femte semifinale på 25 år. Det er blevet til sølv, tre gange bronze og en fjerdeplads i de fem optrædener. Desuden sikrede man sig bronze i coronasæsonen 2019-2020, hvor turneringen blev afbrudt, og en fjerdeplads 1999-2000, der var den sidste sæson som Tvis KFUM. Mon 2024-2025 skal blive året, hvor guldet for første gang kommer til Nordvestjylland? Vi har igen lov til at drømme…