Alt måtte ofres

Michael Damgaard, TTH-AaH, 2013. Foto: hfoto.dk

Kapitalalliancen kunne trods af hjemmebanefordelen ikke få point. Team Tvis Holstebro kunne vende snuden mod vest med 2 point på kontoen efter 32-33. Det hele blev afgjort med et rødt kort, et frikast og en ispose til Allan Damgaard efter tid.

Første halvleg bar meget præg af at begge hold er presset. Nr. seks mod nr. ni lyder heller ikke imponerende, og hverken TTH eller BSV fik fat i forsvaret eller på målmandsposten. BSV manglede stadig en styrmand i forsvaret, og hang derfor hele første halvleg efter med et eller to mål.

Backerne havde i begge ende mere eller mindre frit slag, mens ingen af forsvarerne formåede at støde frem. Den tidligere TTH spiller Mads Christiansen var den vigtigste mand for hjemmeholdet med seks mål i de første 30 minutter.

For gæsterne var Michael Damgaard og Simon Birkefeldt velspillende i angrebet. Peter Balling sørgede også for at højrebacken var farligst i første halvleg for gæsterne. De åbne forsvar afspejlede sig også i scoren, som var hele 16-16 ved pausen.

Anden halvleg var blot få minutter gammel, da BSV var kommet foran med to mål og den erfarne ræv Søren Tau i infight med Michael Knudsen vred rundt på det ene ben. Søren kæmpede bravt, men måtte udgå af kampen kort efter.

Mens anden halvleg skred frem begyndte TTH’s forsvar at bide fra sig, og efterhånden som forsvaret blev bedre fik TTH også gang i kontrascoringerne. BSV forsøgte at følge TTH’s eksempel med det offensive forsvar, men uden held hvorfor TTH kom foran med henholdsvis tre, fire og fem mål.

Med 15 minutter igen lignede det, at BSV måtte bøje nakken, men en timeout fra Peter Bredstorff og en mandsopdækning af TTH’s bedste spiller Michael Damgaard sendte pludselig BSV tilbage i kampen ved stillingen 31-33.

En mand i undertal, efter en udvisning til Simon Birkefeldt,  er BSV i angreb hvor herre håndboldens svar på Lærke Møller, Sebastian Skubbe kanter sig igennem og bringer hjemmeholdet nede med en.

Mand-mand opdækning fra BSV får Klavs Bruun til at tage sin sidste timeout med 12 sekunder igen. Da spillet genoptages får TTH en friløber, men snubler udenfor feltet. Søren Rasmussen får derfor fat i bolden og kaster den med 3 sekunder igen op mod Michael Knudsen.

Magnus Bramming kaster sig heroisk efter bolden, men rammer Knudsen i aller sidste sekund, hvilket resulterer i et rødt kort. Patrick Wiesmach (rettet, red.) rammer bolden som går i mål, men måldommeren signalerer klart at tiden er gået.

Banedommeren vælger at dømme frikast til BSV, som skal eksekveres efter tid. Med de store drenge i midten af muren er Allan Damgaard henvist til yderste mand på venstre side af muren. Kristian Kjelling forsøger at skyde den forbi, men Damgaard ofre sig for holdet og sikrer dermed sejren.

På trods af den heroiske aktion af Allan bliver det brormand Michael der med otte mål tager titlen som dagens drage. Michael follede sig i dag ud som både som målscorer og næstsidste mand.