Actionbasker i arenaen

Det mindede lidt om en actionbasker fra 80’erne da Skjern torsdag besøgte Gråkjær Arena til endnu et slag om Vestjylland. Der blev skudt nærmest fra start til slut, men da røgen lettede var det heltene i hvidt, der stod tilbage med flest mål, mens de grimme grønne måtte se deres onde planer forpurret.

Tjubangbolden var fundet frem til sæsonens tredje slag om Vestjylland, som de hvide vandt med 32-30. Især i begyndelsen af kampen faldt afslutninger som skud fra Arnolds automatvåben i 80’er-klassikere som Terminator, Commando og Predator.

20 mål på de første 13 minutter, ti til hvert hold, gav vidnerne på lægterne og foran skærmene fuld valuta for pengene. Der blev løbet og skudt, ikke reddet og forsvaret. Mod slutningen af halvlegen begyndte Skjern at sjuske lidt og TTH trak fra til 21-16 ved pausen.

Med omtrent ti minutter tilbage af kampen begyndte det at se lidt dystert ud for heltene. Pludselig var de overskydende mål lige så få som gode Terminator-film, nemlig to. Magnus Bramming og den hvide kontramaskine var ved at løbe tør for ammunition og en længere hvid scoringspause tillod de grønne et comeback.

Men som i alle gode Hollywood-film træder redningsmanden til, når det ser sortest ud. I dag stod han i målet og hed Frandsen, Sebastian Frandsen. Han kom ind i anden halvleg og holdt med en stribe redninger, bl.a. to straffekast fra Anders Eggert, TTH inde i kampen i en kritisk periode. Hjemmeholdet var fortsat foran med to da uret viste 59 og den føring holdt hjem.

Dagens Drage er Sebastian Frandsen, selvom Magnus Bramming med 11 mål også har en pæn andel af sejren over de grønne bad guys.

Inden julepausen, og den efterfølgende VM-pause, venter nu to vigtige kampe. Først en kvartfinale i pokalturneringen mod Århus og derefter et topbrag i ligaen i Gudme. To sejre og man kan som TTH-fan gå ind i 2019 med ro i maven – præcis som hvis man har Arnold på sit hold.