TTH havde valgt lørdagens kamp mod Sønderjyske til at fejre klubbens (første) 25 år. Gæsterne var dog ikke i gavehumør, men et enkelt point kunne det dog blive til.
I år er det 25 år siden Team Tvis Holstebro blev stiftet som en overbygning af Tvis KFUM (nu Tvis Håndbold) og HH90. Ægteskabet overlevede frem til 2020, hvor coronatidens økonomiske uvejr ledte til skilsmisse. 20-års jubilæet blev således også enden på historien om TTH som tostrenget klub, så 25-års jubilæet formede sig som en fejring af 25 år med Tvis Håndbolds førstehold i en professionel overbygning.
I anledning af jubilæet havde klubben – ved klubikonerne Ulrik Jensen og Agner Lund, assisteret af Ex-P – stablet en herlig udstilling på benene med historiske billeder, kamptrøjer, merchandise, kampprogrammer, der kunne nydes i foyeren i forbindelse med kampen. Samtidig var en stribe tidligere TTH-spillere – ingen nævnt, ingen glemt – samt Patrick Westerholm, (sandfærdigt introduceret som “klubbens mest vindende træner”), blevet indkaldt for at blive hyldet og interviewet på banen i pausen.
Mens de modtog folkets hyldest, viste tavlen over hovederne på de tidligere TTH-spillere at de nuværende TTH-spillere var bagud med 13-18. En af de skyldige var i øvrigt også en tidligere TTH’er, nemlig Frederik Tilsted, der med otte mål blev kampens topscorer for Sønderjyske .
Da kampen på fløjtet op igen, trådte en af dem, med ganske få TTH-kampe på CV’et, ind i rampelyset. Med fire redninger i træk lagde målmand Frederik Møller – der skiftede til TTH (og Holstebro Gymnasium og HF) før denne sæson – fundamentet for at Joakim Lyng Als efter knap syv minutter kunne gøre det til 19-19 på et elegant vip.
Der blev dog brug for Møllers evner som comeback-kid endnu en gang da Sønderjyske straks stormede de vestjyske skanser til en føring på 22-26. Igen var en stribe møllerske redninger med til at bringe balance i regnskabet, 27-27, med godt ti minutter tilbage.
I en dramatisk slutfase, hvor man virkelig kunne fornemme hvorfor en af de tidligere TTH-spillere fremhævede Gråkjær Arena som sin “største oplevelse med TTH”, fik Møller igen afgørende indflydelse.
Med 15 sekunder tilbage af kampen var de hvide bagud med et mål, og de blå havde fået tilkendt straffekast. Møller snuppede det, og så kunne William Aar via Thomas Damgaard score kampens sidste mål til 32-32.
Jublen brød ud i Arenaen som havde hjemmeholdet lige sikret sig to point. Det ene point er et lys i mørket i en december, der kan slutte uden sejr i fire kampe hvis ikke et lille julemirakel indtræffer mod ubesejrede Aalborg på fredag.
Udover Frederik Møller, Dagens Drage, er det også værd at fremhæve Jonas Raundahl, en anden ny TTH’er, der med syv mål og tre udvisninger satte sit præg på kampen i begge ender. Thomas Damgaard, der ikke just er ny i klubben, gjorde sig også bemærket med fem mål og talrige assist.
Tiden efter 20-årsjubilæeet har budt på svingende resultater og tre sæsoner med en dans på kanten af nedrykning. Her i 25-året er det dog svært ikke at være fyldt med optimisme.