Vinderne af julequizzen er fundet!

Det blev en uhyggelig tæt afgørelse på julequizzen, hvor man skulle finde de tre mest scorende TTH-spillere gennem tiden. Det rigtige svar var 1) Magnus Bramming, 2) Lasse Andersen, 3) Patrick Wiesmach. Der var ingen den ramte den lige i øjet, så quizmesteren skulle ud i marginalerne for at kåre en vinder. Eller to vindere faktisk.

Af de 28 deltagere i quizzen havde hele 21 ramt Magnus Bramming som nr. 1. Det var godt gået. Det kneb straks mere med nr. 2, Lasse Andersen. Kun to havde Andersen som nr. 2, mens 8 havde Wiesmach som nr. 3. Men ingen havde ramt alle tre i rigtig rækkefølge.

De to tidligere Tvis KFUM-formænd Agner Lund og Erling Kristensen og Tvis Håndbold-lederen Johnny Nielsen var tæt på. De havde Bramming og Wiesmach rigtige, men satsede på Peter Balling i stedet for Lasse Andersen som nr. 2. Balling var, som vi afslørede i går, kun nr. 6 på topscorerlisten. Derfor modtager Lund, Kristensen og Nielsen 4 strafpoint.

Lige så tæt på var den tidligere Tvis KFUM-spiller og nuværende ungdomskonsulent i Tvis Håndbold Bent Damgaard. Han ramte rigtigt med Bramming og sin gamle holdkammerat Andersen, men havde Michael Damgaard som nr. 3. Var det navnet, der forførte? Michael Damgaard var kun nr. 7 på topscorerlisten. Det giver 4 strafpoint til Bent Damgaard, og en delt 3. plads sammen med Kristensen, Lund og Nielsen.

Helt i top finder vi to deltagere, der på hver sin vis har gjort sig fortjent til 1. pladsen. Den første af disse er den tidligere præsident for TTH’s fanklub Flammen Thomas Hjermitslev. Han ramte plet med Bramming og Andersen, men satsede på Lars Rasmussen i stedet for Patrick Wiesmach som nr. 3. Rasmussen blev kun nr. 4 på topscorerlisten, så ex-præsidenten modtager 1 strafpoint.

Den anden vinder er den tidligere Tvis KFUM- og TTH-ungdomstræner Melchior Husebø. Han spillede tre sæsoner på Tvis KFUM’s 3. divisionshold omkring 2010 samtidig med, han trænede minierne sammen med blandt andre Grethe Sahl og de talentfulde årgange 94-96 i Tvis KFUM og TTH sammen med blandt andre Dan Nørgaard Laursen, Niels Wittus og Jørgen Dahl. Han flyttede tilbage til Norge omkring 2013, og er nu ungdomstræner og konsulent i Trondhjem og Kolstad Håndball, men følger stadig TTH fra det norske.

Husebø ramte alle i top 3, hvilket giver et bonuspoint, men havde byttet om på nr. 2 Andersen og nr. 3 Wiesmach. Det giver to strafpoint. Samlet endte Husebø således med 1 strafpoint ligesom Hjermitslev. De deler derfor den øverste plads på podiet, og der bliver derfor sendt et Tvis KFUM ‘Pride of the West’-halstørklæde til både Faurskov og Trondhjem. Tillykke til dem begge og godt nytår til alle Flammens venner!