Skuffelse #2

6. april 1994: Tvis KFUM taber på idrætscenter Vest den tredje og afgørende kvalifikationskamp til Aarhus KFUM fra 2. division vest efter forlænget spilletid og må en tur ned i 2. division efter en ellers flot første sæson i landets bedste række.

Tvis KFUM havde gjort det fornuftigt i den første sæson i 1. division med 15 point i 22 kampe. Det begyndte ellers skidt med kun én sejr og to uafgjorte i de otte første kampe og en fyring af den nye træner Peter Hansen. Men med Kurt Nielsen ved roret igen fik holdet skrabet yderlige 11 point sammen, og sikre sejre over Holte IF, AGF, Fredericia HK og Ålborg KFUM i anden sæsonhalvdel betød, at holdet endte på en 10. plads og dermed undgik direkte nedrykning. I stedet skulle holdet ud i et nervepirrende kvalifikationsspil. I semifinalen skulle Kurt Nielsens tropper møde Aarhus KFUM fra 2. division, hvorefter der ventede de afgørende finalekampe mod Ikast FS eller Team Helsinge. Dem nåede holdet dog aldrig, da århusianerne tog stikket hjem i semifinalen.

Det begyndte ellers som forventet for Tvis KFUM. Den første semifinale blev vundet 21-19 (10-9) i en rodet og intens kamp foran 850 tilskuere på Idrætscenter Vest. I den anden kamp i Aarhus Stadionhal foran blot 350 tilskuere måtte Tvis KFUM imidlertid se sig besejret af Aarhus KFUM, der voldte vestjyderne store vanskeligheder med deres meget offensive forsvar. Kampen endte 23-21 (13-11) efter Tvis havde ført 20-21. Den afgørende kamp skulle nu stå på Idrætscenter Vest. Svend Jakobsen fra Dagbladet havde imidlertid bange anelser inden kampen: ”Men det bliver svært, uhyggeligt svært, selv i Vest med mange tilskuere”. Han fik desværre ret.

Hele 1.440 tilskuere havde fundet vej til Idrætscenter Vest til den afgørende kamp mod Aarhus KFUM. De kunne se anfører John Mikkelsen, der havde spillet svagt i de første to kampe, gå forrest med gode indspil og gennembrud, mens storskytterne Morten Hansen, Henrik Westh og Peter Melvej havde det svært mod Ole Eliasens offensive tropper fra Aarhus. På fløjen brilierede Jesper Bangshøi med hele 11 rene mål, mens både Tom Lundager og Karsten Hansen hev gode redninger ud af ærmet. Efter en meget tæt kamp var stillingen 26-26, og man skulle nu ud i forlænget spilletid på 2 x 5 minutter. Aarhus KFUM bragte sig her foran 26-29 med to minutter tilbage, men John Mikkelsen og Henrik Westh ville det anderledes og sikrede endnu en omkamp. I den anden omkamp brændte Jesper Bangshøi et straffekast ved stillingen 29-30, og herfra så gæsterne sig ikke tilbage. Fra 29-32 ved pausen udbyggede de føringen til slutresultatet 33-37. Det endte således med en meget skuffende afslutning på en ellers flot første sæson i landets bedste række. Det skulle vare to år, inden Tvis KFUM igen spiste kirkebær med de store.

Det var en skuffet, men fattet Kurt Nielsen, der udtalte sig til Dagbladet efter kampen: ”Vi fik ikke nogen af marginalkendelserne, sagde træneren, der fik en kedelig afslutning som træner i Tvis. Det er altid kedeligt at slutte sådan i en klub, men det var jeg forberedt på, inden jeg sagde ja til at overtage trænerjobbet efter Peter Hansen.” Tvis KFUM’s formand Iver Andersen var også ked af det: ”Det er en utrolig skuffelse. Vi skal lige have kampen lidt på afstand, inden vi atter skal se fremad.” Han var dog allerede selv begyndt at se fremad: ”Jeg regner det som helt sikkert, at vi også næste sæson skal spille vore hjemmekampe i Idrætscenter Vest.”

Sådan blev det også. Klubben var blevet, ikke bare landsbyens klub, men hele kommunens, og rammerne i Tvis Hallen var i 1990’erne blevet for små til at huse områdets bedste hold.  Idrætscenter Vest forblev holdets hjemmebane frem til indvielsen af Gråkjær Arena i 2011, hvor holdet efter etableringen af holdfællesskabet med Holstebro Håndbold 90 i 2000 nu gik under navnet Team Tvis Holstebro.

Kampen i tal: Tvis KFUM (1.d) – Aarhus KFUM (2.d) 33-37 (15-15, 26-26, 29-29). Målscorere for Tvis KFUM: Jesper Bangshøi 12 (1), John Mikkelsen 9, Bent Damgaard 6, Morten Hansen 3, Henrik Westh 1, Anders Maabjerg 1 og Jesper Hagner 1. Desuden Tom Lundager, Karsten Hansen, Peter Melvej, Dennis Olsen, Arne Damgaard. Målscorere for Aarhus KFUM: Bjarne Simonsen 9, Mick Frederiksen 9 (3), Kenneth Nygaard 6, Lars Tyrring 5, Brian Jepsen 4 (1), André Iversen 2, Martin Nielsen 1, Michael G. Pedersen 1. Dommere: Henning Pedersen og Finn Østerballe. Udvisninger: Tvis 6, Aarhus 4. Tilskuere: 1.440 på Idrætscenter Vest ved Holstebro.